Ny undersøgelse viser, at medarbejderes produktivitet stiger markant, hvis de får lov til at sætte personligt præg på kontoret
Det er hyggeligt at have billeder af familien stående på skrivebordet. Og nu har du endda et rigtig godt argument overfor chefen, hvis han skulle lade en spydig bemærkning falde om, at det virker useriøst.
Nyt studie fra Unversity of Exeter viser, at medarbejdernes motivation og produktivitet stiger med op mod en tredjedel, hvis de får lov at sætte deres eget præg på kontoret. Det skriver Magasinet Arebdjsmiljø.
I undersøgelsen besvarede omkring 1.600 personer et spørgeskema. Samtidig bestod studiet i en række praktiske forsøg.
- Det handler om, at man styrker sit velbefindende, når man får mulighed for at lade sin egen identitet komme til udtryk på arbejdet. Det gælder ikke mindst, når vi taler om menige medarbejdere, forklarer Craig Knight, der er ledende forsker for projektet på University of Exeter til Magasinet Arbejdsmiljø.
Der er dog forskel på, hvor meget virksomhederne vil kunne få ud af at lade de ansatte slippe kreativiteten løs. Det afhænger nemlig også af, hvilket land virksomheden bor i, mener forsker Craig Knight.
Han er dog ikke i tvivl om, at også danske virksomheder kan få gavn af at lade de ansatte sætte deres eget personlige præg på kontoret.
- Igennem fire års studier har vi kunnet fastslå, at meget kontrollerede kontorlandskaber altid giver et dårligere resultat, både når det gælder trivsel og produktivitet. Og det vil gøre sig gældende, uanset om det foregår i New York eller Esbjerg, siger han til magasinet.