Læs avisen online

Solskinsferie med historiske islæt

Halvøen Halkidiki i det nordlige Grækenland rummer med sin smukke natur og mange historiske steder muligheden for både at holde solskinsferie og for at træde i vores forfædres fodspor.

Foto: Robin Mai Saga
Foto: Robin Mai Saga


Solskinsferie med historiske islæt

Halkidikihalvøen er billedskøn med sine mosgrønne bjergskråninger, som hælder ned mod kystlinjen og synker i havet. Men Halkidiki byder på mere end et charmerende ydre. Mennesket har levet her i tusinder af år og sat sine spor, blandt andet i Petralona-grotten, hvor de søgte tilflugt under istiden, og på Halkidikis østkyst, hvor den græske filosof Aristoteles blev født for over 2.300 år siden.

Mod syd deler Halkidiki sig i tre smalle grene, Kassandra, Sithona og Athosbjergene, som strækker sig ud i det Agæiske Hav. Det er tydeligt, at strømmen af turister er vigtig for grækerne. Besøgende har et bredt udvalg af hoteller, prangende resorts og små guesthouses at vælge imellem. Især Kassandra tiltrækker mange gæster med løfter om strandliv, spa og svalende drinks. Vide vinmarker, slangesnoede landeveje gennem bjergene og en overflod af azurblå laguner kendetegner landskabet.

Her kan du læse mere om, hvad du kan opleve på Halkidiki.

Bevæger man sig nordpå støder man på et vildt og frodigt bjerglandskab oversået med dybe nåletræsskove. Om vinteren er de højeste bjergtoppe pyntet med sne. Her kan man overnatte på små guesthouses midt i alt det grønne, bygget af tykke stenmure og solidt tømmer.

Højsæsonen topper i de varmeste måneder, juli og august, hvor gennemsnitstemperaturen ligger omkring 26 grader i Halkidikis største by, Thessaloniki. Klimaet er tilforladeligt og havet badevarmt fra maj til september. Rent kulinarisk er Halkidiki især et paradis for dem, der sætter pris på alt godt fra havet.

BILLEDSERIE: Smagsindtryk fra Halkidiki

Flyselskabet Transavia flyver direkte fra København til Thessaloniki fra i højsæssonen. Uden for sæssonen skifter man fly i Grækenlands hovedstad, og flyver den korte vej fra Athen til Thessaloniki på 40 minutter.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?