Lisbys klumme: Den irriterende storebror

Vores såkaldte arvefjender? At dømme efter udtrykket skyldes det ikke noget, de har gjort for nylig. Hvor meget kan man hade med tilbagevirkende kraft?

Jeg er bekendt med vores fælles historiske fjendtligheder, men 300 år er alligevel pænt længe at bære nag. Så var det vel heller ikke værre at miste Skåne, Halland og Blekinge? Tro mig, jeg har været der. Vi er ikke gået glip af hverken Barbados, Serengeti-sletten eller Himalaya.

Men ved enhver lejlighed – især fodboldlandskampe – køres ’arvefjendeopgøret’ op som et blussende bål af indestængte aggressioner bygget på utilgivelige gerninger. Hvorfor?

Okay, jeg kan da godt se, at ud over datidens krige byder nyere tid også på temmelig iøjnefaldende irritationsmomenter:

De havde Bjørn Borg - vi havde Frederik Fetterlein (tak, Gud, for Caroline) De havde Volvo - vi havde ellerten. De har Kullen, vi har Himmelbjerget. De havde Abba, vi har Aqua. Se, deres attraktioner er bare bedre!

Det er det, der gør dem så irriterende.

Men ret skal være ret: Vi har Carlsberg - de har forbud. Og så har vi jo ... øh ... hygge. Vores evige trumfkort. HA!

Svenskerne har kun majstang og krebsegilde. Vi har sommerhuse – de har ødegårde. Ødegårde. Ikke et hyggeligt navn. Det lyder som kulissen til en gyserfilm. I øvrigt har jeg aldrig forstået charmen ved ødegårde.

- Kom, lad os tage ud i en skov og skide i en tønde. Der er bælgragende mørkt, men vi har da rindende koldt vand!

Nej, vel?

Dybest set bunder svenskerleden i vores latente mindreværd, der skyldes det irriterende faktum, at de er større end os og flere end os. Og altid virker lidt for fornuftige. Som en nævenyttig storebror, belærende og bedrevidende.

Men som altid med søskende holder vi alligevel sammen, hvis der kommer nogen udefra. De holder med os, ligesom vi, når alt kommer til alt, holder med dem. Især hvis de skal spille mod tyskerne.

Dem kan vi virkelig ikke lide.