- Hvis der havde været fodlænker til børn, da jeg var ung, så ville jeg have gået og slæbt rundt med sådan én hele min barndom. Jeg tror ikke, at det hjælper en skid.
Entertaineren og samfundsrevseren Niels Hausgaard er
mildest talt ikke begejstret for regeringens seneste påfund,
elektroniske fodlænker til børn på helt ned til 12 år.
- jeg bliver faktisk deprimeret, når jeg ser sådan noget.
Hvorfor ikke otte år - eller til spædbørn. De går jo og skider
alle vegne.
Selv om Niels Hausgaard er en livsglad mand, har der ikke været
meget at grine af i den forgangne uge. Heller ikke selv om han
kalder forsvarets forsøg på at lyve og manipulere sig til at få
sin vilje med Jægerbogen for en farce.
- Hvis bogen satte soldaters liv i
fare, ville jeg også synes, at
der var et problem. Men ingen
har fortsat peget på,
hvad det skulle være. Jeg
tror, at forsvaret er fornærmet
over, at de ikke
kan styre det. Det er
små mænd. Ellers gik
de jo heller ikke i så
store uniformer. Det er
tydeligt, at der er tale
om såret forfængelighed,
siger Niels Hausgaard.
Niels Hausgaard hører
ikke til dem, der sad i
timevis og stirrede på
en tom landingsbane i
tv, fordi USA’s præsident kom forbi København for at reklamere
for sin kones fødeby som vært for De Olympiske Lege i
2016.
- Faktisk må jeg sige, at jeg er uendeligt ligeglad med, hvor de
holder De Olympiske Lege - bare man undgår at få alt det
hurlumhej til Danmark. Sport interesserer mig uendeligt
lidt, siger Niels Hausgaard.