Læs avisen online

Mette Lisbys klumme: Webmaster of the universe

»Jeg er webmaster,« sagde min sidemand ikke uden en vis højtidelighed. Det var her, det slog mig, at 'webmaster' er en pænt pompøs titel.



Webmaster of the universe

Det lyder som noget fra Star Wars. Jeg fik helt lyst til at spørge, om jeg måtte se hans kappe. 'Master of the Web' kræver egen kappe.

'Master' emmer af status på en helt anden måde end det danske sidestykke 'mester', der lyder lidt fladt (det skyldes muligvis barndommens pædagoger, der alt for ofte sang 'Mester Jacob', en sang om en, som oftest sov og altid skulle spørges af syngende børn, om han kunne høre klokken. Ikke just kappe- beklædt master-materiale).

Sandheden er dog, at en webmaster vedligeholder, layouter og potentielt designer websider. Webmaster er og bliver en forholdsvis uvederhæftig titel for et 100 procent stillesiddende, fysisk ukrævende job.

Ikke for at nedgøre det, men man kalder jo ikke en bildesigner for 'Auto-master' eller 'King of the Road'. I det hele taget er computeruniverset præget af alt for spændstige navne. Man fornemmer klart, at det er lavet af nørder, som egentlig gerne ville have været noget lidt mere spændende, hvis de altså ikke lige havde astma.

Tag nu den vældig friske betegnelse 'surfe på internettet', der dækker over at sidde musestille og bladre sig igennem sider på internettet.

I 1995 må to tungt bebrillede nørder have fået gejlet hinanden fuldstændig op efter at have brugt store dele af deres på det tidspunkt 18-årige liv i et halvmørkt lokale, kun stimuleret af enorme cola-indtag og lejlighedsvise billeder af bryster. Her i det dunkle kælderlokale er det gået over gevind af bare spænding, og følgende ordveksling udspandt sig: »Kæft, hvor har vi det sjovt.«

»Helt vildt! Det er næsten ligesom at surfe.«

At surfe på nettet er i princippet kun en lille smule mere action-spækket end at være bibliotekar. Eller 'bookmaster', som det vel rettelig skulle hedde, hvis vi skulle følge den af computerindustrien anslåede kække tone.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?