Lisbet Dahl: Jeg hadede skoleteater

Den er otte, og skoleklokken ringer ind på Grundtvigsskolen i Københavns Nordvestkvarter. Lisbet Dahl er blot to skridt fra porten ind til skolegården, da den klapper i med et brag. Nu ved hun, at hun må den slagne gang forbi rektors kontor til en skideballe. Men nej.

- Jeg drejede rundt på hælen og gik hjem igen - jeg syntes, at det var totalt idiotisk. Jeg ville simpelthen ikke finde mig i det. Ikke hvis jeg ikke syntes, at det var fair, fortæller Lisbet Dahl, der altid har haft det svært med autoriteter.

En trodsighed, som de røde lokker muligvis kan forklare. Selv er hun mere tilbøjelig til at skyde skylden på sin mor, skuespillerinden Antonie Biering.

- Jeg er vist lavet sådan. Min mor havde lært mig, at det var i orden at gøre sådan, siger hun og fortsætter:

- En dag skulle jeg høres i tysk, og jeg kunne ikke en levende skid af det, og så sagde tysklærerinden: ’Når man hedder Kirsten, så kan man sine lektier’. Og så svarede jeg: ’Jamen, jeg hedder Lisbet’. Hun blev simpelthen så tosset på mig.

Anderledes godt havde Lisbet det, når hendes rappe replikker udløste den reaktion hos publikum, som hun syntes, at de fortjente. Regnelæreren hr. Kofoed havde for længst set lyset i hende.

- Jeg elskede virkelig hr. Kofoed. Når jeg fortalte ham en joke, var han ved at dø af grin. Men jeg brød mig til gengæld ikke om de lærere, der ikke havde humor. Og de kunne heller ikke lide mig, så det passede jo nok meget godt, fortæller den 63-årige revymutter, der allerede i folkeskolen vidste, at fremtiden lå på de skrå brædder.

- I første klasse tegnede jeg mig selv, hvor jeg stod på en scene, og så havde jeg skrevet ’lalalala’ henover, og så var der et kæmpe publikum, der råbte ’hurraaaa’ og klappede.

I lang tid måtte hun dog nøjes med klassekammeraternes bifald, når hun fik sat en lærer på plads med en velplaceret og tilpas fræk bemærkning.

- Jeg var helt sikkert røvirriterende, selv om de andre syntes, at det var skidesjovt, fortæller hun, men indrømmer samtidig, at hendes trang til at underholde ofte dækkede over en voldsom generthed.

- Jeg gik aldrig til skolebal. Jeg syntes, at det var åndssvagt. Tænk nu hvis man ikke kom ud at danse med nogen, siger hun.

- Jeg var meget sammensat. Sådan er jeg også i dag. Når der er noget, jeg ikke rigtig ved hvad er, bliver jeg bange og meget, meget genert.

På trods af det spirende underholdningsgen var skoleforestillingerne slet ikke noget for Lisbet. Allerede dengang havde hun en ret god ide om, hvordan en rigtig teaterforestilling skulle være.

- Mine forældre var skuespillere, og det teater, vi havde på skolen, kunne jo ikke hidse nogen op. Jeg syntes, det var vildt irriterende, at det bare ikke var i orden, husker hun om de pinagtige forestillinger, hvor lyset og musikken ikke passede med det, der rent faktisk foregik på scenen.

- Jeg tænkte: ’Hvor bliver lyset af, hvor bliver lyset af ... kom nu’. Nej, det var så pinligt. Sådan havde jeg det også, når jeg skulle over og se mine egne børns skoleforestillinger. Hvor var det frygteligt. Børnene vælter rundt og er kreative ... jeg hader sådan noget, siger hun og griner, overrasket over sin egen kynisme.

- Nej, der er nok ikke noget at sige til, at jeg laver det, jeg laver.

Drømmen om at blive skuespiller led dog alligevel et smertefuldt knæk, da Lisbets mor en dag sagde til hende, at skulle man være skuespiller, måtte man forberede sig på at skulle tigge folk om arbejde.

- Det ville jeg bestemt ikke. Så da jeg var færdig med skolen og skulle sige farvel til min klasselærer, fru Petersen, sagde jeg, at jeg ville være sygeplejerske. Hun sagde: ’Farvel, Lisbet, kan du nu have det godt ... og du må kalde mig Mads, hvis du bliver sygeplejerske’. Alle lærerne vidste jo, at jeg skulle være skuespiller.