Sports- og ferieresortet Playitas på den kanariske ø Fuerteventura inviterer til solskin og sundhed for både krop og sjæl.
Aftenunderholdningen på Playitas varierer med forskellig musik og underholdning for hele familien.
Nabobyen Gran Tarajal er dybt præget af en autentisk stemning. Her kan man spadsere en tur og se, hvordan de lokale bor, uden at blive overrendt af turister.
Den lillebitte fiskerby Playitas, som ligger fem minutters gang langs kysten fra sportsresortet Playitas, byder på fire restauranter og et eksotisk indblik i de lokales liv.
Golf er et oplagt alternativ til de mere anstrengende sportsmuligheder, og er noget, man kan slappe af med ude i den friske luft.
Vandrutsjebanen er mere end bare sjov for børnene. De voksne afholder jævnligt indbyrdes konkurrencer om, hvem der kommer først ned.
Tapas er næsten ikke til at komme udenom. Med de mange små anretninger er der noget for enhver smag.
Den lokale gedeost en specialitet, du ikke må gå glip af på Fuerteventura.
Varme og kolde chokoladedrikke på alle mulige måder fås rundt omkring på caféerne i nabobyen Gran Tarajal.
Friskfanget fisk serveres på restauranterne inde i fiskerbyen Playitas lige ved siden af resortet med samme navn.
Restaurant Mirador de Sotavento ligger et stykke fra Playitas, men er med sin billedskønne udsigt over kystlinjen og velsmagende mad et besøg værd.
Triumfen vil ingen ende tage, når man storsvedende når bjergets top på sin mountainbike, men vejen dertil er lang og sej.
Næste gang kommer sportsskoene med
På sportsressortet Playitas er der plads til folk i alle aldre, uanset sportsinteresse - eller mangel på samme.
Karataerobics foregår med en instruktør på Ramblaen, som er en plads midt på Playitas, der udgør resortets midtpunkt og mødested.
Vandaerobic er en anden form for aerobic, som er rigtig krævende og sundt.
Bodytoning foregår også på Ramblaen, og er en anden måde at få pulsen op på.
Spinning er meget populært og foregår udendørs to gange om dagen. Her deltager man i et hold og cykler sig i form.
Mountainbiketure rundt i bjergene og langs de støvede, varme landeveje, som omgiver Playitas, giver godt på motionskontoen.
Saharas ørkenvind blæser bølger af hede fra det afrikanske kontinent ud over Atlanterhavet og rammer Fuerteventura, den næststørste af de kanariske øer. Tæt op ad Las Playitas, en af vulkanøens små fiskerbyer, er det golde bjerglandskab pyntet med et tæppe af grønt græs og en perlerække af lyse huse som udgør et nyåbnet sports- og ferieresort med samme navn.
Playitas Grand Resort åbnede i sin nuværende form som sportsresort i juli i år. Stedet bygger på et koncept, der går ud på, at man betaler en forholdsvis lav grundpris for at indlogere sig. En række aktiviteter som fitness, aerobic, bueskydning og vandpolo er inkluderet i prisen. Derefter udvælger man mod et tillæg yderligere aktiviteter, man vil deltage i. På den måde er Playitas både for dem, der ikke kan få nok af at røre sig, og for dem, der hellere vil slappe af under ferien.
Konceptet gør ferien fleksibel. Er man et par, kan den ene ligge ved poolen og nyde nogle af Fuerteventuras 3.000 årlige solskinstimer, mens den anden drøner rundt i bjergene på mountainbike, prøver stedets olympiske pool eller noget helt tredje.
I det hele taget udbyder Playitas rige muligheder for sportslig udfoldelse i sjæleligt og fysisk nærende omgivelser.
Fuerteventura betyder ‘stærk vind’. Selvom øen er varm, er den behageligt vindig med en duft af sand og salt, som hvisler i brisen. Øen byder sine gæster velkommen hele året rundt med en gennemsnitstemperatur, der svinger mellem 21 og 28 grader.
For dem, der har lyst, starter hver morgen på Playitas med et kvarters opkvikkende Sun Salutation instrueret af Charles Longdon-Hughes, som er leder af fitnessaktiviteterne på resortet.
VIDEO: Tag med Morten til hans første Sun Salutation
|
Vandsport er en vigtig del af Playitas.
De sortrøde bjerge har smittet af på stranden, som er dækket af mørkt, silkeblødt sand, der minder om det fineste vulkanstøv. Vandsport fylder meget på Playitas, og gæsterne har mulighed for at kaste sig ud i alt muligt forskelligt som blandt andet surfing, katamaransejlads og dykning.
For dem, der ikke er til vandsport, byder Playitas stadig på rige muligheder for at holde en aktiv ferie. Man kan for eksempel vandre i de omkringliggende bjerge, smutte en tur i fitnesscenteret, spille tennis eller beachvolley eller deltage i spinning.
Resortet råder over 24 rummelige, lyse villaer med egen pool, som man kan leje sig ind i, hvis man gerne vil have masser af plads og mulighed for at trække sig tilbage ind imellem under sit ophold på Playitas. Man kan også leje sig ind på enten hotel Cala del Sol eller Aparthotel Bahia Grande, som ligger lige ved alle sportsfaciliteterne.
Som nyt sportsresort er Playitas på nuværende tidspunkt ved at udvide med blandt andet et wellnesscenter, som efter planen vil kunne byde på jacuzzi, massage og meget mere i slutningen af oktober. Inden for samme tidshorisont bliver fitnesscenteret også udvidet, så det strækker sig over 600 kvadratmeter, og golfbanen bliver udvidet fra nuværende ni huller til 18 huller.
Der går direkte fly fra Kastrup til Fuerteventura en gang om ugen. Fra oktober i år bliver det desuden muligt at flyve direkte fra Billund, også med afgang en gang om ugen. Apollos priser for en pakkerejse med fly og hotel i en uge starter lige nu ved 2.198 kroner per person, men de svinger konstant.