Se hvem af Mads og Andreas Laudrup, der for eksempel er bedst til at synge, laver flest tunneller og har den bedste humor, når man spørger brødrene selv
Født 10. november 1990 i Barcelona, Spanien.
Søn af Michael og Siw Laudrup. Bror til Rebecca og Mads.
Spillede som ungdomsspiller i Sollerød-Vedbæk og Lyngby BK, inden han kom på ungdomsholdet i Real Madrid i 2007.
Da Michael Laudrup tog til Moskva for at træne Spartak Moskva, valgte Andreas at skifte fra Real til danske Lyngby, for at kunne bo tæt på den danske familie i stedet for at bo alene i Spanien, nu hvor resten af familien rykkede til Rusland.
I januar 2009 underskrev den 18-årige Laudrup en treårig kontrakt med FC Nordsjælland, hvor han spiller med trøje nummer 22.
Har spillet 10 landskampe for Danmark på hhv. U16, U17 og U18-holdene.
Født 9. februar 1989 i Milano, Italien.
Søn af Michael Laudrup og Tina Thunø. Bror til Rebecca og Andreas.
Har tidligere spillet i FC København, hvor det blev til fem kampe på førsteholdet, inden han skiftede til Herfølge.
I sommeren 2009 skabte Herfølge sammen med Køge Boldklub overbygningen HB Køge, der spiller i Superligaen efter Herfølges oprykning. Mads spiller med trøje nummer 10.
Har spillet 29 landskampe for Danmark for hhv. U16, U17, U18 og U19-holdene. Midtbanespilleren har stået for to mål.
Hvem er bedst – dig eller din bror? Søndagsavisen har bedt Andreas og Mads Laudrup om at vurdere ti udsagn.
Hvem er mest hidsig?
A: Det er jeg!
M: Det er klart Andreas. Det viser hans samling af ødelagte Playstation-joysticks, der næsten kan hamle op med en 10-årig piges Barbie-samling.
Hvem dribler bedst?
A: Det gør jeg, ha ha.
M: Det gør Andreas. Han er mere drible-typen end jeg er.
Hvem er mest intelligent?
A: Det er Mads. Nej, vent… det kommer jo an på, på hvilken måde.
M: Det er jeg. Vi har faktisk lige haft familie-konkurrence med en IQ test. Den vandt jeg.
Hvem har mest talent?
A: Det kan jeg ikke svare på. Hvis han siger sig selv, handler det vel bare om tro på egne evner.
M: Vi har et lige stort talent. Spørgsmålet er, hvem der kan få mest muligt ud af det.
Hvem er mest følsom?
A: Det er jeg.
M: Det er Andreas. Jeg tror han tager flere ting personligt, og tænker mere over tingene i forhold til mig.
Hvem har den bedste humor?
A: Det har jeg.
M: Det er jeg overbevist om, at jeg har.
Hvem har mest temperament?
A: Det har jeg.
M: Jeg må igen sige Andreas og de der joystick.
Hvem synger bedst?
A: Det gør Mads.
M: Det gør jeg. Jeg synger ikke godt, men Andreas er helt skidt.
Hvem laver flest tunneller?
A: Det gør jeg (smiler skævt)
M: Jeg laver flere på ham, end han gør på mig. Men generelt må jeg nok sige ham.
Hvem er mest populær blandt pigerne?
A: Altså, nu har jeg en kæreste og det har han ikke… tror jeg.
M: Det er jeg. Der er heldigvis fordele ved at være storebror.