Brygmann om skoletiden: Jeg havde ingen venner

Første skoledag begyndte Martin Brygmann i en forkert klasse på Bernadotteskolen i Hellerup.

Han startede i parallelklassen,hvor han blev budt velkommen med slik og frugt. Lige inden det første frikvarter stak hans rigtige klasselærer hovedet ind og spurgte, om der var en, der hed Martin.

- Det var så mig, der var kommet i den forkerte klasse. Men det betød, at jeg fik slik to gange, fortæller Martin Brygmann.

Slikken var en ringe trøst for den lille Martin, der ikke brød sig om opmærksomheden i skolen.

- Jeg krøb langs panelerne de første år, fordi jeg var så genert. Min mor kom til samtale, hvor hun fik at vide, at jeg var stille, indelukket og venneløs, siger Martin Brygmann.

Mor Helga fik derfor et chok, da hun i 3. klasse fik en lidt anden melding: Sønnike hang i gardinerne, skabte uro og lavede ansigter. I løbet af de første skoleår havde Martin Brygmann fundet ud af, at han kunne få de andre til at grine ved at fjolle.

Resten af skoletiden handlede samtalerne med skolen om, at Martin skulle lade være med at lave 'fjol', være sig selv og 'smide masken'.

- Jeg forstod det ikke. For fjol var en stor del af min personlighed. Jeg prøvede i en uge at være alvorlig, men det var så kedeligt, og så begyndte jeg at lave sjov igen.

Et tilbagevendende emne ved forældresamtalerne var også, om Martin skulle rykke et klassetrin ned.

- Jeg var dårlig til alt det faglige og meget ung i forhold til mine kammerater. I 6. klasse blev der talt om, at jeg skulle starte i klassen under. Det var jo dem, man havde gået og drillet, så det var så ydmygende. Heldigvis blev det ikke til noget, fortæller Martin Brygmann.

Det blev heller ikke til så meget med lektierne. Bernadotteskolen fokuserede især på de musiske og kreative fag.

- Vi skulle lave vores lektier, men det havde ikke særligt store konsekvenser at lade være. Jeg afleverede sjældent noget, men jeg kan huske, at jeg i 10. klasse afleverede en stil om Strudsen Rudolf. Vi havde ikke så tit faste stilemner, så jeg skrev altid om dyr, der kunne tale - uanset om vi arbejdede med Chile, Grønland eller Afrika. Og lektierne blev lavet på togturen fra Avedøre til Hellerup.

Martin Brygmann klarede sig bedst i musiktimerne. Han og tre kammerater dannede et band, hvor Brygmann fik trommerne, og efter skolen levede han i en årrække som musiker.

Siden blev han skuespiller og sangskriver. Senest har han udgivet cd’en 'Brygmanns Bedste Sange' med sange fra blandt andet Det Brune Punktum og Lex og Klatten.

Han mener, at skolevalget har haft stor betydning for hans karriere.

- Jeg fik lov at være i kontakt med den sociale del af livet. Jeg lærte at omgås mennesker og være sammen med andre.

At Bernadotteskolen adskilte sig fra andre skoler, fik han især at mærke, når han var sammen med kammerater fra almindelige folkeskoler.

- Jeg var i en slags ugepraktik på en skole i Holte. Det var en gyser-fornemmelse, fordi der var væmmeligt og koldt. Det var slet ikke som på Bernadotteskolen, hvor lærerne var ens kammerater.

- Men det var da lidt påfaldende, at jeg i 9. klasse brugte en matematikbog for 4. klasse. Det grinede mine kammerater fra andre skoler meget af. Så forklarede jeg, at det var mit niveau. Jeg var overhovedet ikke flov over det. Men jeg kan jo stadig ikke den lille tabel, siger Martin Brygmann, der beskriver sig selv som sent udviklet.

- Jeg var den sidste, der fik hår omkring tissemanden, og da min stemme gik i overgang, var alle de andres stemmer blevet mørke.

Og alle pigerne foretrak de noget ældre drenge på 18-19 år.

- I mine øjne var de granvoksne mænd,og jeg kunne godt se, at jeg ikke havde noget at gøre der. Jeg var alt for sød og ufarlig og bare sådan en fjolledreng.