Katrines blog: Kierkegaard og kærlighed

I gymnasiet troede jeg, Søren K. og jeg skulle indlede en platonisk affære, men det var mest fordi, man som 18-årig er teenage-eftertænksom – og affæren blev kort.

På universitetet kom der andre boller på suppen. Vi blev tvangsindlagt, og jeg forstod ikke et klap. Jeg overvejede, om ikke der var tale om massehysteri i forhold til ham Søren, eller om det måske snarere var kejserens nye klæder? Det blev dog hurtigt klart, at osse andre studerende savnede pixi-udgaver af Sørens værker.

Sidste semester på Uni tænkte jeg, at vi måtte forsones, så jeg gik til undervisning - én gang. Det passer altså hvad folk siger: der er ikke langt mellem had og kærlighed. Men nu skal det være. Jeg har læst med lynets hast og vil forsøge at bruge Kierkegaards bog Kjerlighedens Gjerninger på søndagens tekster. Helt pixi.

Dagens gammentestamentlige tekst handler om falske profeter. Dem advarer Jesus osse mod i dagens evangelietekst, og man kan kende dem på deres frugter – dvs. deres gerninger. Og frugter eller gerninger skriver Søren osse om.

Han begynder med at forklare noget om kærlighed: den er ét, og den kommer fra Gud. Fordi du ikke kan se kærligheden, må du tro på den, hvis du vil mærke, den er til. Og hvis du elsker et andet menneske, så skal du sige det. Kærligheden tilhører nemlig ikke dig selv, fordi den altså kommer fra Gud. Men som vi allesammen ved, kan kærlige ord være tom tale. Jeg tænker, at det er lidt som mine forældres appelsintræ: frugterne er flotte, men de smager som at række tungen ud af vinduet. Det appelsintræ profeterer falsk. Ligesom mennesker kan gøre. Og vi kan ikke vide det!

I vores moderne verden er det ellers smart at opdage noget – at kende tingenes rette sammenhæng og at kunne regne den ud. Men det kan vi slet ikke, siger Søren. Vi kan aldrig vide, om der stikker noget andet end kærlighed under de fine ord og de gode gerninger. Det handler nemlig ikke om, HVAD man gør, men om HVORDAN man gør gerningen. Hvis jeg for eksempel giver 1000 kroner til de fattige, er det jo ikke nødvendigvis af kærlighed – måske nærmere af selvkærlighed, fordi jeg har dårlig samvittighed, eller fordi jeg gerne vil virke stor i slaget. Og så bliver det altså lidt tomt, ligesom smagen af de førnævnte dødssyge appelsiner.

Men det betyder ikke, at vi skal begynde at dømme hinanden og analysere hinandens handlinger. Eller tænke for meget over vores egne handlinger. Du skal ikke gå rundt i frygt (ligesom Paulus osse minder om i dag). Du skal ikke være bange for at blive snydt eller for at snyde andre. På en måde er det altså okay, at være naiv og at tro på det gode. Og så når Kierkegaard sin pointe: den eneste måde, du kan kende kærligheden på, er ved at tro på den. Så kan du nemlig se den i andre mennesker. Og andre mennesker kan se kærligheden i dig.

Jeg har travlt – for som bekendt skal man smede, mens jernet er varmt, og jeg synes gnisten er tilbage. Så jeg vil gå i krig med alle de ulæste værker af Kierkegaard på reolen - og så iøvrigt håbe, at forholdet til Søren denne gang varer ved.

8. søndag efter Trinitatis

Jeremias Bog: 23,16-24

Romerbrevet: 8,14-17

Matthæusevangeliet: 7,15-21