Den vigtigste rolle er rollen som far

For mange er Johnny Depp Hollywoods ultimative førsteskuespiller. Med et velsignet flot udseende og et overflod af talent inden for skuespil, lyser den 46-årige skærmen op og tiltrækker med garanti fans til biografen ligegyldig hvilken rolle han spiller.

I sidste ende er det dog hans alsidighed, der har gjort ham til en af de mest elskede skuespillere i vores generation. Han slog igennem med low-budget film som ‘What’s Eating Gilbert Grape’ og ‘Cry-Baby’, men det var filmen ‘Edward Saksehånd’ fra 1990, der fik ham frem i rampelyset.

Ved at spille den problemfyldte Edward, viste Johnny sit talent og det var snart tydeligt, at han var mere end blot et smukt ansigt.

Udover at være blevet et kæmpe hit, blev Johnny dog også gjort til mål for paparazzierne, og hans fremtrædende forhold med Jennifer Grey, Winona Ryder og Kate Moss, og vilde livsstil kunne følges på forsiden af alle aviser.

Til trods for den opmærksomhed han modtag, fik man indtrykket af, at Johnny ikke rigtig følte sig tilpas med sin nye berømthed og at han hellere ville koncentrere sig om sin skuespillerkarriere.

Så ulig mange andre af Hollywoods hjerteknusere lykkedes det Johnny at undgå at få tildelt roller efter type og fortsatte med at spille med i en række af film som ‘Sleepy Hollow’, ‘Chocolat’, ‘Finding Neverland’, ‘The Libertine’ og selvfølgelig rollen som kaptajn Jack Sparrow i filmtriologien ‘Pirates of the Caribbean’.

Men hans største rolle til dato, er rollen som hengiven far til sine børn, Lily Rose på 10 og otte-årige Jack, som han har sammen med sin mangeårige kæreste Vanessa Paradis.

Siden Johnny fandt kærligheden med Vanessa for 11 år siden, virker det til at han har fundet en indre ro, og giver gladelig afkald på fester i Hollywood, for at tilbringe tid med sin familie, der deler deres tid mellem Vanessas hjemland Frankrig, USA og Caribbean.

Når snakken falder på den stabilitet Vanessa og hans børn giver ham, har Johnny sagt:

- Der er faktisk en gruppe af mennesker, der holder mig ned på jorden. Helt sikkert familie, min familie støtter mig utrolig meget, og selvfølgelig mine børn. Vanessa og ungerne holder mig nede på jorden, men børn holder én nede på jorden ligegyldigt hvad.

Selvom han uden tvivl er helliget sin familie, har Johnny stadig en kæmpe passion for skuespil og i sin seneste film ‘Public Enemies’ spiller Johnny rollen som John Dillinger, en karismatisk bankrøver, hvis lynangreb gjorde han til topmålet for FBI under den Store Depression.

Da vi mødte Johnny fortalte han om sin hengivenhed til sin familie, hvordan han flygter fra presset om at være kendt, hans udseende og livsstil, hvad der tiltrak ham ved rollen som John Dillinger og hvordan han formår at adskille sine roller og sit virkelige liv.

Din rolle John Dillinger var vildt forelsket i sin kæreste – er det noget du kan forholde dig til?

Ja, fuldstændigt. Jeg stod på et hotel i Paris og så en ryg. Bogstavelig talt en ryg og en nakke. Og da ejeren af ryggen vendte sig om og kiggede på mig var det sket. Det var Vanessa. Så to børn og 11 år senere forstår jeg det fuldstændigt.

I fik børn ret tidligt i jeres forhold, vidste du næsten med det samme, at du ville have børn sammen med Vanessa?

Jeg er glad for at jeg ikke fik børn før Vanessa og jeg fandt sammen. Jeg tror, at når du er ung så håber du altid på, at den person du er sammen med er den eneste ene. Den person du vil være forelsket i for evigt, men nogen gange ønsker du det så højt, at du gør det til noget det ikke er.

Du er én af de største stjerner i verden. Hvordan kommer du væk fra det hele og undviger presset fra offentligheden?

Jeg tager til min private ø i Caribbean. Den giver mig den enkelhed jeg behøver. Den kom til mig på det perfekte tidspunkt. Øen giver mig et sted jeg kan være uden nogen kigger på mig eller peger et kamera mod mig. Når min familie og jeg er der laver vi ingenting. Mine børn har intet legetøj på øen, men de har det virkelig sjovt med at lave små huse ud af muslingeskaller.

Du er en hengiven familiemand. Hvem synes du ellers er en god far?

Christian Bale (hans ‘Public Enemies’ medspiller). Ingen af os er snakkesalige, men hver gang vi så hinanden begyndte vi altid at tale om vores børn og familie. Hans virker til at være en fantastisk far, hvilket er alt en mand bede om. Jeg beundrer ham både som en mand, en far og en skuespiller. Han er et godt menneske.

Hvordan håndterer du berømtheden og offentlighedens forgudelse?

Du vænner dig aldrig helt til det. Det er derfor jeg ikke forlader mit hjem særlig tit. Jeg går ingen steder. Jeg forstår hvad berømmelse går ud på og jeg sætter pris på det, men der er kun så meget en person kan klare. Hvis valget ligger mellem at blive stirret på konstant eller sidde i et mørkt rum, foretrækker jeg det mørke rum.

Du har nævnt, at du ikke har set din seneste film ‘Public Enemies’. Kan du ikke lide at se dig selv på skærmen?

Hvis jeg kan undgå at se mig selv i spejlet, når jeg børster tænder, gør jeg det. Jeg finder tryghed og sikkerhed i den dybeste grad af uvidenhed. Hvis du blot er uviden om næsten alt, vil du være okay. Bare fortsæt fremad. Det er okay at lægge mærke til ting, men hvis du dømmer tingene vil det holde dig nede, så jeg kan ikke lide at se mine egne film. Jeg bryder mig ikke om at være bevidst om produktet. Jeg kan godt lide processen. Det er ikke min skyld. Jeg gjorde det ikke. Jeg var til stede, men jeg gjorde det ikke.

Du har ikke forandret dig særlig meget i løbet af årene. Hvad er hemmeligheden bag dit unge udseende?

Et rent liv. Helt sikkert. Hvis jeg kunne undvære vin, ville jeg gøre det. Og helt sikkert spiritus. Og hold dig fra at ryge – overhovedet. Bliv hjemme og se reality tv. Det er sådan jeg gør det.

Kan du forstå hvor succesfuld du er?

I 20 år var jeg, hvad industrien definerer som en fiasko. I 20 år var jeg definitionen af en biograffiasko. Jeg forandrede ingenting, når det kom til min proces. Ingenting overhovedet.

Så kom den lille film, der hedder ‘Pirates of the Caribbean’ og jeg tænkte ‘det kunne være sjovt at spille pirat for mine børn’. Jeg forberedte mig på rollen, som jeg altid gør og jeg var tæt på at blive fyret, men gud ske lov blev jeg det ikke, for det ændrede mit liv. Jeg er så taknemmelig for den at den forandring kom, men det var ikke noget jeg anstrengte mig for at få til at ske.

Hvad tiltrak dig med rollen som John Dillinger?

Da jeg var omkring ni eller 10 år gammel var jeg meget fascineret af John Dillinger. Jeg ved ikke hvorfor og jeg ved ikke om det var en særlig sund fascination. Jeg tror, det havde noget at gøre med glimtet i hans øje. Han virkede til at være drilsk og der var så meget mystik omkring ham. Hvad angår rollen, så var ideen om at spille en karakter, der blev kaldt for samfundets fjende nummer et – selvom han aldrig rigtig var noget fjende for samfundet – både fængslende og udfordrende.

Hvorfor var samfundet så interesseret i Dillinger?

Med en fyr som Dillinger, og hvis du tænker på hvor vi var i 1933 – ja, det faktisk ikke så forskellig fra hvor vi er nu – så var bankerne fjenden. Fejlplacering var en pæn made at sige det på. Folks liv blev taget fra dem. Så har du John Dillinger, der tilbragte 10 år i fængsel for en ungdommelig, dum og beruset forbrydelse. Han ankommer til scenen og siger: ‘Jeg finder mig ikke i det mere. Jeg er ligeglad med hvem du er. Jeg finder mig ikke i det.

Du gjorde det i Sweeney Todd, og nu synger du også i ‘Public Enemies’. Vil du være interesseret i at lancere en musikkarriere?

Jeg begyndte nærmest at danse under ‘Public Enemies’. Jeg er ikke rigtig blevet bidt af syngemanien, selvom jeg dog blev bidt én gang og det var et indirekte bid. Nej, jeg sang den ene gang, fordi jeg stort set ikke havde noget valg. Jeg synger i denne film, men jeg vidste ikke at det var kommet med. Jeg har ikke set filmen. Jeg kan godt huske at jeg sang en smule, Men ærlig talt, så tror jeg, at det er bedst hvis man bliver i sin egen branche.

Hvordan researchede du rollen?

Jeg så Warren Oates’ (Spillede rollen som John Dillinger i filmen Dillinger fra 1973, red.) fortolkning af John Dillinger. Det virkede som en meget begrænset smagsprøve og jeg mente at flere farver kunne blive tilføjet.

Der er kommet meget mere information siden den film blev lavet i 1970’erne, nogle af Dillingers egen ord er dukket op. Så der er mere til historien nu, flere dimensioner og det var det jeg havde håbet på. For at tilføje noget til rollen.

Hvordan kom du ud af det med din medspiller Stephen Graham?

Vi hadede hinanden! Vi skændtes konstant! Nej, det er bare for sjovt. Jeg synes han er fantastisk. Jeg synes faktisk, at han er en af de bedste skuespillere overhovedet. Hvad han formåede at gøre i ’This is England’ ødelagde mig fuldstændigt. Det bragte mig i knæ. Han er fantastisk og jeg vil tvinge ham til at være med i alle mine film!

Du har spillet mange biografiske roller. Hvem kunne du godt tænke dig at spille næste gang?

Carol Channing (Legendarisk amerikansk sangerinde og skuespillerinde, red.) Jeg elsker Carol Channing. I denne digitale tidsalder er der ikke det man ikke kan. Jeg kunne spille en 12-årig pige.

Hvordan kommer man ind i et sind som John Dillingers?

Det er et stort ansvar. Der er et stort ansvar til den person, der eksisterede. Der er til en vis grad et ansvar for deres arv. Med Dillinger er der en kæmpe bunke af information om ham. Vi ved hvor han var, da bankerne blev røvet, men der er et stort hul, når det kommer til hvem han virkelig var.

Der er optagelser af ham og endeløse billeder, men der er ingen lydoptagelser af ham. Der er blot en attitude du fornemmer. Jeg blev nødt til at finde ud af hvem den mand var og hvordan han talte.

Det lykkedes for mig, da jeg fandt ud af at Dillinger blev født i Indiana og opvoksede i Mooresville, hvilket er to timer fra hvor jeg blev født og opvoksede. Og fra det tidspunkt tænkte jeg, ’Jeg hører hans stemme nu’.

Han var min bedstefar, der kørte bus og dagen og lavede smuglersprit om aftenen. Han var min stedfar, der havde været i fængsel. Så blev han til en stemme.

Hjalp det på din optræden, at vide, at I filmede på steder hvor Dillinger havde været?

Det var én af de fantastiske ting Michael Mann gav os. Niveauet af autencitet. At være i stand til at gå igennem de selvsamme døre som John Dillinger brugte, i modsætning til bare at skyde scenerne på et filmset fordi det var billigere eller nemmere.

Michael var meget pernitten med sådan noget og det vil jeg altid være ham taknemmelig for. At være i stand til at affyre min Thompson ud af det selvsamme vindue som Dillinger affyrede sin Thompson under skudduellen ved Little Bohemia – det kan du ikke sætte en pris på.

At være i stand til bogstavelig talt, at gå i hans fodspor. At gå turen ude foran Biograph Teatret og lande blot to millimeter fra hvor Dillinger gik var magisk. Du kunne næsten føle ham. Jeg følte ham, ikke for at være uhyggelig, men der var øjeblikke for jeg følte hans tilstedeværelse.

Der var øjeblikke hvor jeg følte en form for accept fra Dillinger. Når du går i sådanne detaljer, sker der noget.

Hvordan var det at arbejde med Christian Bale? Er jeres stil meget forskellig?

Jeg ved ikke om vores stil er forskellig.

Christian beholdt sin sydamerikanske accent, når kameraet stoppede.

Nåh, på den måde. Det gør jeg ikke Men hvis du er nødt til det, så er du nødt til det. Jeg nød virkelig at arbejde sammen med ham Vi havde en stor scene sammen inde i fængselscellen og det nød jeg meget. Vi passede rigtig godt sammen. Der var to fyre inde i cellen med den sammen mængde respekt for hinanden. Vi prøvede at vise forskellige vinkler til hinanden. Jeg synes, han er en meget talentfuld skuespiller. Christian og jeg brugte det meste af vores tid på, at snakke om vores børn, når vi ikke filmede. Vi snakkede om, at være fædre og det var der vi virkelig fandt hinanden.

Kunne Michael Mann lide den måde du arbejder på? Hvordan er han i forhold til de to andre instruktører?

I sidste ende supplerede Michaels stil og min måde at arbejde på hinanden godt. Der var øjeblikke hvor vi var i gang med noget og det blev afvist, og det var ikke det nemmeste, men i det lange løb var vi i stand til at finde ud af tingene sammen. Han præsenterede alt og jeg præsenterede alt og så fandt vi en middelvej. Vi fandt den altid. Jeg har utrolig stor respekt for Michael – som en filmskaber og som menneske. Han spøger ikke, han mener det.

Hvor svært var det at give slip på Dillinger, da filmen var færdig indspillet? Det sjove er, at man ikke rigtig siger farvel. Der er en lille kommode indeni dig, og du kan altid få adgang til de roller du har spillet. De er der altid, men jeg ved ikke om det er sundt. At sige farvel til Dillinger var særligt svært, da det var som at sige farvel til et familiemedlem.

Hvilken af de roller, du har spillet i din karriere, har mindet mest om dig?

Minder mest om mig? Det ville da være uhyggeligt afslørende, ville det ikke? Der er nok tre. Det er nok Edward Saksehand, John Wilmot fra ’The Libertines’ og John Dillinger.

Hvilke roller minder mindst om dig?

Der er et par stykker, men den der minder allermindst om mig må være Willy Wonka. Lad os da håbe, at det er ham!

Hvilke roller har været sværest at sige farvel til?

Der har været et par stykker. Den rolle der var sværest at sige farvel til – Edward Saksehånd var meget svær. Sikkerheden ved at tillade dig selv at være så ærlig, så ren og så udsat, det var svært at sige farvel til.

John Wilmot var også utrolig svær at sige farvel til, fordi jeg følte at det var nogle meget intense uger, hvor jeg valgte at være den fyr. Jeg følte et dybt ansvar. Det var som et maraton – ved slutningen er det som om at lyset går ud og det er bare sort.