Farmors festival

Når rockens største navne indtager Roskilde Festivalens Orange Scene, er det ikke blot punkere med fadøl i maven og ringe i næsen, der skråler deres begejstring ud.

Nede midt i menneskehavet står også 73-årige Hanne Meyer og rocker med. Hun er passioneret fan af festivalen.

- Det er vidunderligt, når de flipper ud og synger med i vilden sky. Og nogle lægger sig bare ned og kigger op i himlen midt i menneskemylderet, lyder det begejstret fra den pensionerede rektor fra Esbjerg.

- Livsglæden fascinerer mig. Selv om man blive skubbet frem og tilbage, og selvom nogle spilder øl ned over hinanden, er der ingen vold. Der er plads og tolerance, siger hun og indrømmer, at hun nok er lidt af en gammel flipperrøv.

Derfor er det heller ikke hendes første Roskilde Festival.

Hele syv af slagsen er det blevet til gennem årene. Også dem, hvor det stod ned i stænger. Så dedikeret er hun.

- For nogle år siden ødelagde jeg mine gummistøvler. De var hvide, da jeg kom, og de var gule, da jeg kom hjem. Det regnede og regnede, og der var mudder og tis over det hele - det kunne gummistøvlerne altså ikke klare. Jeg var virkelig også bange for at falde i det, griner hun.

Den største oplevelse

Normalt spørger hun sine børnebørn til råds om, hvilke bands der er noget værd, og så går hun med dem til koncert.

Det har bragt hende vidt omkring - også blandt mere eksperimenterende undergrundsbands, der kunne få de fleste af hendes jævnaldrende til at krepere.

Men sidste år lod hun sin egen musik-intuition råde, da hun begav sig op for at undersøge bluesmusikeren med det mærkværdige navn ‘Seasick Steve’.

- Det er min største Roskilde- oplevelse nogensinde, fortæller hun:

- Der stod en mand med en gammel guitar, og for fanden hvor kunne han spille. Alle blev revet med - det var en kollektiv f o r f ø r e l s e.

Han behøvede ikke lysshow og flotte damer, der stod i baggrunden. Han var heller ikke smuk eller noget - og det var han jo alligevel, fordi han virkelig brændte for noget.

Så længe jeg kan stå..

Og netop det med at brænde for noget er måske forklaringen på, at en 73-årig dame gider at tage turen helt fra Esbjerg for at skeje ud med ungdommen.

Mange af dem kender hun endda fra sin tid som rektor på pædagogseminariet i Esbjerg.

- Jeg elsker at være sammen med unge mennesker. Jeg bliver interesseret i deres verden og kulturer, forklarer hun:

- Jeg møder jo de unge, der siger:‘hvor er det fedt, at du er her’. Og jeg kan også mærke, at mine børnebørn synes, det er fedt, at deres farmor eller mormor er med, siger hun.

Derfor vil hun også være at finde på festivalpladsen næste sommer.

- Så længe jeg kan holde ud at stå, og så længe de unge kan holde ud at have mig med, så bliver jeg ved, slår hun fast.