Den dag min mor døde: Trine

Tirsdag den 28. februar 1984 står otteårige Trine selv op, som hun plejer. I køkkenet står hendes bror, Jesper. Han fortæller, at deres mormor, Kamma, har taget deres mor, Birgit, med på hospitalet om natten.

Det er sket før. Birgit har været lungesyg, siden Trine var seks år. Hun tager tøj på og finder selv morgenmad. Jesper har influenza, så hun går alene i skole. Efter skoletid er hun på fritidshjemmet, hvor hun forsvinder ind i sin yndlingsverden, da hun bygger en snehule med en flok kammerater.

Eftermiddagen går på hæld, og Trines onkel dukker op for at hente hende. Det har han aldrig gjort før. Trine elsker at være samlet hele familien og glæder sig til at se sine fætre og kusiner. Jesper er med i bilen. Han ser skidt ud, men han har jo også influenza.

Hjemme i parcelhuset, som Trines forældre byggede, inden hendes far døde et halvt år efter hun blev født, er hele familien samlet. Trine nyder at lege med dukker med sin kusine Pia, der er 13 år ældre end hende. Hendes mor er stadig på hospitalet, men mormoren er kommet tilbage. Hun kalder Trine ud i køkkenet.

- Jeg var egentlig bare glad for, at vi nu endelig var sammen hele familien. Jeg husker det virkelig som om, jeg overhovedet ikke skænkede min mor en tanke, fordi jeg var så overvældet af, at hele familien var der. Jeg var så træt af, at alle hele tiden spurgte, hvordan det gik med min mor, så jeg var egentlig bare lettet over, at der nu var noget, der var normalt og noget, der ikke var så sygdomsbefængt, siger Trine i dag.

Ude i køkkenet sætter mormoren sig på en bænk og fortæller, at Trines mor er død. Den otteårige pige får øjeblikkeligt ondt i maven. Hun tænker, at hun skal være en stor pige og hjælpe til.

Familien planlægger begravelsen. Trine bestemmer ikke noget. Hun får at vide, at de skal synge ’I østen stiger solen op’ og ’Altid frejdig når du går’. Trine sætter sig ned og prøver at skrive sin egen salme.

Den sidste afsked

Kirken er fyldt med mennesker, og der er blomster hele vejen ned langs midtergangen og ud i våbenhuset. Trine har på en måde lyst til at åbne kisten, så hun kan se, at det er hendes mor. Hun har ondt i maven.

På bænken, hvor Trine og Jesper sidder, sidder også kusine Pia. Hun tager sig af dem. Trine sætter sig ned på gulvet og holder sig for ørerne.

- Jeg havde bare lyst til at, at det skulle være overstået. Jeg var meget forvirret, og jeg kan huske, at min mormor var meget ked af det. Jeg kan huske, at jeg ikke kunne forstå, hvordan verden skulle fortsætte, og jeg kunne slet ikke rumme tanken om, at jeg aldrig, aldrig, aldrig skulle se hende igen. Jeg havde jo lige set hende. Jeg forstod det ikke helt, forklarer Trine.

Når mor mangler...

Trine og Jesper blev boende i huset efter deres mor var død. Deres mormor flyttede ind, og sådan boede de i syv år.

- Min mormors mor døde, da hun var fem år, så hun vidste ikke, hvordan hun skulle være tæt med os. Al stabilitet og omsorg i hverdagen fik jeg fra mine lærere i skolen og fra pædagogerne på fritidshjemmet.

Relationerne finder hun i dag hos sine venner og veninder. Familie er der ikke meget tilbage af. Jesper og hun ses, når de kan, men han har kone og børn, der tager tid.

- Jeg har altid sat pris på mine venskaber, men jeg har også altid følt et afsavn. Nu er jeg faktisk kommet dertil, hvor jeg fuldbyrdet sætter pris på deres venskaber. De er min familie nu. Jeg har stadig et stik i hjertet og ja, jeg savner stadig min mor, jeg ville ønske at hun havde været der igennem tusind situationer i mit liv – og jeg kan også godt finde på at græde, selvom jeg er 34 år – men det er mine venner, der er min familie. Og de er selvvalgte, siger Trine,

Hun synes, at hun fysisk ligner sin mor. Det giver hende et bånd til den kvinde, der ikke har været fysisk tilstede i hendes liv de seneste 25 år.

- Jeg har stadigvæk min mor tæt på mig. Der er sider af mig selv, hvor jeg kan mærke, at jeg har hende. Jeg har brug for hende, hvis jeg tumler med nogle ting. Sådan har jeg ikke haft det tidligere. Jeg tror, man kan sige, at jeg har fået så meget overskud, at jeg kan holde ud at tænke på, at jeg savner hende.