Efter to omgange i Mexico er det slut med Gleager på Paradise Hotel. Charmetrolden, der synes, at denne sæson fik de rette vindere, vil ikke lege med mere
Læs også artiklen ’Paradise Hotel er jo ikke virkelighed’
Han har festet, råbt, grædt og haft sex foran de snurrende kameraer på luksushotellet i Mexico, der udgør rammerne for TV3s succes-program Paradise Hotel, men efter torsdagens finaleafsnit er det slut med Gleager i badeshorts ved poolkanten.
- Det har været super, super fedt, men jeg er ved at have opbrugt min kvote. Jeg tror sgu heller ikke folk gider blive ved med at se på mig, griner Mads Gleager overfor søndagsvisen.dk.
- Hvis de ringer og spørger om jeg vil med igen, så siger jeg nej.
Gleager blev smidt ud fra hotellet og kom dermed heller ikke i denne sæson i spil som finaledeltager og mulig vinder af de 500.000 kroner, der spilles om.
Da vinderne af 5. sæson skulle findes, var det Gleager, der endte med at give den afgørende stemme.
- Jeg synes, det er de helt rigtige vindere. De havde fortjent det, og jeg synes overhovedet ikke, man kan sætte en finger på sejren, som man måske har kunnet på tidligere sæsoner.
Line-Sofie, som Gleager tidligere har været partner med, og Frederik vandt sæsonen og efter den såkaldte ’troskabsprøve’ (hvor de to har muligheden for at snyde den anden og tage hele præmien selv, red.) delte de to pengene. Gleager er ikke sikker på, at det havde været udfaldet, hvis han var endt i finalen.
- Hvis jeg ikke havde stået over for Line-Sofie, så tror jeg, at jeg havde taget pengene.