Hovedstaden på St. Lucia hedder Castries og det er nordøen, som er mest udbygget til turister. Pudsigt er, at alle egenavne her er franske, men øen er selvstændig og de taler engelsk, har dog 13 gange gået fra franske til engelske hænder.
BILLEDSERIE: Favilla: Morning St. Lucia
Efter en meget anstrengende sejltur fra Martinique ankom jeg til St. Lucia den 18. december. Og båden er pakket med mennesker og gaver.
Faktisk så det ud som om de rejste med hele huset. En familie på 3-4 mennesker havde typisk 8-10 kæmpe kasser med.
Det tog ufattelig lang tid at komme afsted. Ved ankomsten til St. Lucia tog det omkring 4 timer at komme igennem tolden. For mig virkede det helt vildt, men pludselig ser jeg en mand længere fremme i køen, som får besked om at åbne sin bagage og i en af hans tasker vælter der friske hashplante blade op. Ja den blev konfiskeret. Ved siden af mig i køen står en storsmilende mand med dreadlocks og jeg regnede med at han er fra området, men pludselig råbte han op, om at noget lignende aldrig kunne ske i England. Systemet her er bare hundrede år bagud, siger han. Vi endte som venner, idet vi fulgtes ad i begge køer opad.
Endelig efter de fire timer var vi igennem, og der stod vi, og det var begyndt at blive mørkt. Vi blev enige om at tage en taxa, som ville køre os til en pension. Alt gik godt, og vi fik et ok værelse hver, men det var en mærkelig og meget speciel familie vi skulle bo hos.
|
Foto: Doris Vingaard |
Min ven fra båden, Keith
Efter to dage sagde min ven Keith, ham fra båden, pludselig: "Jeg kan ikke holde det ud, og vil rejse tilbage til Guadeloupe." Han talte ikke fransk og jeg undrede mig. Han skulle flyve meget tidligt næste morgen, og han er ret forvirret, derfor stod jeg tidligt op og hjalp ham med at finde en bus til lufthavnen. Det var en lettelse, da han
var rejst, fordi han var så stresset. Jeg gik hjem og sov lidt mere.
Senere på eftermiddagen var jeg nede i Gros Islet, vores by som ligger på nordøen. Her ser jeg pludselig Keith sidde og spise et kyllingelår.
Jeg troede ikke mine egne øjne, da han fem timer tidligere var sendt med bussen til lufthavnen. Svaret var, at han var kommet for sent og måtte købe en ny billet til dagen efter. På den måde kan en rejse blive meget dyr i Caribien.
Dette er juletid og højsæson for besøg af familien på andre øer, og da de medtager utroligt meget bagage, kan det let tage en halv dag at komme igennem told og indtjekning - så det skal man huske.
Denne hilsen fik jeg for en tid siden på min BLOG herinde - nu er han i England:
- Hi doris, it was good to meet you on the ferry to st lucia, you have so much energy and you know how to have fun, thanks for being my only friend in the caribean, I hope to see you again soon, keith
Efter at Keith var rejst, var der et tomrum, og jeg skal igen vænne mig til denne nye ø. På en måde er den vanskeligere at komme ind på, men når man så er kommet det, er det meget hjertelige mennesker.
Jeg begyndte at få venner langs vejen, når jeg gik ned i byen eller på stranden. Endelig ventede jeg på mine to sønner, som ville komme herud og møde mig, så vi kunne fejre julen sammen.
Det var et ønske, som jeg har haft i mange år, og som nu skulle det være. Min ene søn bor i New York og jeg havde ikke set ham i 8 måneder og den anden kom fra København.
Alt var planlagt hjemmefra og det var fantastisk at mødes herude og fejre jul og nytår sammen.
Jeg flyttede rundt tre gange, inden jeg var tilfreds og havde fundet det rigtige sted til os, som ikke var alt for dyrt, men stadig lækkert.
|
Foto: Doris Vingaard |
Vi blev inviteret til en lokal julefest nede i gaden. De havde lavet masser af mad, som man kunne købe og naturligvis drinks. Der blev lavet et instrument af et stykke træ, som blev lagt på tværs på to stolper og så kunne det virke som en tromme, det spillede de på og dertil sang de.
Forklaringen var, at sangene handlede om ting, som var sket i løbet af året - vel en slags Blæksprutte. Vi forstod ikke noget, men bare det, at være inviteret med var helt utroligt og en virkelig ægte oplevelse. Derefter satte de noget dejligt caribisk musik på anlægget og vi skulle alle danse. Festlig start på den dejlige juletid. De fleste er katolikker her og nogle har også deres lokale religion, men
de holder alle jul.
Inden juledag skulle husene i byen Gros Islet (udtales Grosilé) males udvendigt. Deres huse har smukke farver og de blev opfrisket yderligere så byen strålede. Vi blev inviteret til flere før jule-komsammen med drinks og musik. Jo, efterhånden var jeg integreret.
Vi holdt juleaften på en restaurant som lå helt ude på stranden.
Stemningen her, hvor vi kunne høre bølgeskvulp og cikadesang var helt
vidunderlig.
Samtidig blev der serveret store Mai Tai drinks og dejlig mad.
Vi fik en minderig juleaften med kun en enkelt gave til hver -
julegaven var jo, at vi var samlet i dette Paradis.
Næste artikel omhandler St Lucia rundt
BILLEDSERIE: Favilla: Morning St. Lucia