Den dag min mor døde: Maria

Maria vågner klokken syv om morgenen den 18. januar 2006. Hun kan ikke sove, selvom hun er helt smadret efter eksamenslæsning og eksamen dagen før og havde planlagt at sove længe. Hun skiftevis sveder og fryser og har en mærkelig uro indeni. Hun rejser sig og henter et glas juice i køkkenet og går tilbage til sin seng.

Tilbage i soveværelset ringer telefonen. Maria tager den. Det er fra hospitalet, hvor hendes mor, Birgit er indlagt. En mandestemme fortæller, at Birgit er død.

- Han fortalte, at der havde været to sygeplejersker inde hos min mor og så var hun ligesom bare gledet ud mellem hænderne på dem. Sådan beskrev han det og det synes jeg egentlig var en meget rar måde.

Maria ringer til sin søster, Ann, der henter hende og sammen kører de på hospitalet. De sidder på stuen, der er en anden, end den, Birgit lå på, før hun døde. Pigerne sidder en smule fra sengen, hvor deres mor stadig ligger.

- Jeg har skrevet i min dagbog, at i de timer vi sad der, gav det hele på en eller anden mærkelig måde mening. Det kan jeg ikke huske mere, men jeg har skrevet, at i de ni måneder, min mor var syg, var det udmattende og jeg havde en følelse af, at jeg aldrig kunne blive lykkelig igen, men mens vi sad der, var det som om det hele på en eller anden måde gav mening og jeg havde sådan en mærkelig ro indeni og en bevidsthed om, at det hele nok skulle blive godt igen, siger Maria i dag.

Et par timer går, mens søstrene sidder på stuen. Nogle gange snakker de om deres mor og mormor, der døde samme dato fem år tidligere, og i lange perioder sidder de bare uden at sige noget.

- Jeg tror, at vi begge to havde meget svært ved at gå derfra, fordi det var så definitivt. Jeg kan huske, at jeg ville rigtig gerne røre ved hende, men jeg var så bange for det, og jeg kan ikke forklare hvorfor. Det var så uvirkeligt og jeg var bange for, at hun var helt kold, for det havde jeg ikke lyst til.

Rummet, de sidder i, er sparsomt møbleret. Der er Birgits seng og de to stole, der står ved et stort vindue. Birgits hænder er foldede og der ligger en lille rose, som sygeplejerskerne har sat der.

- De lægger åbenbart folk med foldede hænder og så havde hun en rose i hånden. Den var af plastic, og jeg kan huske, at jeg synes, det virkede absurd. Man lægger selvfølgelig en blomst, fordi det skal være smukt, men så var den kunstig. Jeg synes, det virkede så fjollet. Så kunne de næsten lige så godt lade være.

Den sidste afsked

Resten af dagen er sløret for Maria. Hun kan huske, at de sammen tog op til hendes søster, Ann, hvor svogeren og deres tre børn ventede. Senere kom deres bror, Mikkel, og hans kæreste.

- Det var så syret, at det var som om min verden stod stille og så kommer man ud og ser, at der ikke er noget, der står stille og at det stadigvæk bare er en helt almindelig dag for alle andre.

Maria kan ikke huske, hvad de fik dagen til at gå med, men på et tidspunkt sad de samlede rundt om Anns spisebord og snakkede om praktiske ting, der skulle løses. Sammen skulle de finde ud af, hvordan der skulle tages afsked med deres mor.

- Det var svært at planlægge bisættelsen, for vi har aldrig talt om, hvad hun gerne ville. Især det med at bestemme, om hun skulle bisættes eller begraves, synes jeg var helt vildt svært, forklarer Maria og fortsætter:

- Vi holdt os egentlig bare lidt til, hvordan min mormor var blevet bisat, fordi det var min mor og moster, der havde planlagt det. Vi tænkte, at det nok var sådan, hun selv gerne ville have det. Så vi valgte blandt andet nogle af de salmer, der blev sunget til min mormors bisættelse.

Den dag Marias mor blev bisat er en smuk og meget klar dag. Himlen er helt blå og det er rigtig koldt. Maria, Ann og Marias ældste niece har skrevet breve, som Birgit får med i kisten. De to yngste børnebørn har tegnet tegninger og husker de voksne på, at Birgit skal have sine briller med i kisten, for det kan jo ikke nytte noget, at hun ikke kan se i himlen.

- Jeg havde skrevet et lille kort, hvor jeg skrev, at jeg var stolt af at være hendes datter. Jeg ville gerne have, at hun vidste, at jeg synes, hun var en fantastisk mor og et stort menneske.

Når mor mangler...

Birgits urne er sat ned på Hørsholm Kirkegård. Maria er opvokset i byen og både døbt og konfirmeret i kirken, så det var naturligt for hende, at hendes mor skulle have gravsted der. Maria og Ann valgte sammen stedet, hvor deres mor skulle ligge. Det er Maria glad for i dag.

- Min søster og jeg gik rundt deroppe og der var høj sne, så vi gik og børstede sneen af gravstenene, fordi min søster synes, at hun skulle ligge sammen med nogen, der er på hendes alder og vi skulle være sikre på, at vores gamle, sure underbo, der klagede over at vi larmede, ikke lå ved siden af. Det lyder så fjollet, for selvfølgelig er det lige meget, men det var hyggeligt på en eller anden måde, at vi gik der.

Maria bruger stadig gravstedet, selvom det bliver mindre og mindre som tiden går. Hun kan finde på at tage derop og ’slå lejr’, sidde og nyde solen, mens hun snakker lidt med sin mor eller sidder og nyder udsigten.

- Jeg har det egentlig sådan, at det ikke er der, hun er, så jeg ved ikke hvorfor, men det betyder stadig meget at have et sted at gå hen. Det er ikke så tit, at jeg går der op mere, men jeg synes stadig, det er rart at komme der. Der er helt vildt smukt deroppe, så det er nærmest lidt meditativt.

Maria savner sin mor, når der sker vigtige ting i hendes liv, som da hun fik sin bachelorgrad, eller hvis hun skal træffe svære valg, men også i dagligdagen mangler Birgit.

- De store ting og de svære ting, der mangler jeg hende rigtig meget, men jeg mangler hende også i hverdagen. Jeg synes, det bliver mindre og mindre, fordi jeg har haft så mange år, hvor jeg har haft en hverdag uden hende, så man lærer efterhånden at benytte sig af andre personer og gøre tingene på andre måder.

- Nogle gange tager jeg også samtalen inde i mit hoved, fordi jeg i mange situationer godt ved, hvad hun ville fortælle mig, så jeg prøver at mærke efter. Hvis hun var her, hvad ville hun så sige eller hvad ville hun gøre? Og så bruger jeg nogle andre personer. Hvis jeg mangler følelsen af ’hjem’, så tager jeg op til min søster, hvis jeg mangler ’voksenråd’ tager jeg ind forbi Unge & Sorg (et rådgivnings- og videncenter, hvor unge, der har mistet, kan få hjælp og Maria arbejder som frivillig, red.) og hvis jeg er ked af det, bruger jeg min kæreste meget, forklarer Maria og fortsætter:

- Det er noget med at finde ud af, at alle de ting, min mor har rummet for mig, kan jeg godt finde andre steder. Selvfølgelig kan jeg godt få nogle af de behov opfyldt andre steder, men der er aldrig noget, der kan erstatte min mor.