Den dag min mor døde: Emilie

Den syvende februar 1999 skal Emilie besøge sin mor på Rigshospitalet. Moderen, Vibeke, er nogle dage tidligere blevet overført fra Hillerød Sygehus, fordi hun gik i koma og Emilie følges med sin lærer til hospitalet.

En læge sætter sig ned med Emilie og forklarer, at de har scannet Vibekes hjerne, og den har på et tidspunkt ikke fået nok ilt, så derfor er hun nu erklæret hjernedød. Det er et spørgsmål om tid, før der skal slukkes for respiratoren og lægen forklarer, at Emilie skal forberede sig på at gå ind og sige farvel til sin mor.

- Jeg kan huske, at det selvfølgelig var en vanvittig information at få, men det er lidt ligesom hvis et hus pludselig brænder. Man er nødt til at forholde sig til det. Hvad er det man skal gøre, hvad er det, der er vigtigt nu, siger Emilie.

Emilie går ind til sin mor, der ligger på en enestue. Hun føler, at hun på en eller anden måde skal forlænge sin mors liv og drøner ned i hospitalskiosken, hvor hun køber et engangskamera. Tilbage på stuen får Emilie sin lærer til at tage nogle billeder.

- Jeg følte, at jeg skulle fastholde øjeblikket. Det kan måske lyde lidt makabert, men det var vigtigt for mig at have min mor det sidste stykke tid, og jeg tror, at de efterfølgende har været rigtig gode. Det er nogle vanvittigt stærke billeder, men de har hjulpet med at fastholde, at det er sket, at det er virkeligt, forklarer hun.

På stuen, der er minimalistisk indrettet og stille, får Emilie lov at være alene med sin mor. Hun sætter sig hos hende, holder hende i hånden og snakker med hende. Synger lidt. Hun kan se de gule tulipaner, hun selv har haft med til sin mor et par dage tidligere. Respiratoren er slukket. På et tidspunkt bliver døren skubbet forsigtigt op og en sygeplejerske stikker hovedet ind. Hun siger ikke noget og forsvinder straks efter igen.

Bagefter finder Emilie ud af, at hendes mors hjerte var stoppet, da sygeplejersken kiggede ind, men netop som døren gled op, begyndte hjertet at slå igen.

- Det har jeg tænkt på bagefter, at jeg bare synes, var så fint. Jeg føler, at hun vidste, jeg var der, og hun virkelig gerne ville være hos mig, men det er jo beslutninger, man ikke selv er herre over.

Den sidste afsked

Midt i chokket over at have mistet sin mor, skal alt det praktiske ordnes. Emilie planlægger sin mors bisættelse, vælger det tøj, Vibeke skal have på i kisten og sikrer sig, at blomsterne i kirken får den rigtige farve.

- Jeg kan huske, at det var vigtigt for mig, at min mor fik den bedste begravelse, fordi min mor og jeg havde det forhold, vi havde. Det var jo mig, der kendte min mor bedst, og det lå mig meget på sinde at gøre den begravelse så fin som muligt.

Vibekes moster døde et par år tidligere og dengang havde Vibeke været meget begejstret for en korsanger, der havde sunget i kirken. Ham bruger Emilie tid på at finde, så han kan synge sangen ’En dejlig dag’ i kirken.

Natten inden bisættelsen har det sneet. Alt er hvidt og himlen klar. Emilie bemærker, at det for første dag i lang tid er solskin. Kirken er fyldt af mennesker, som Emilie kender.

- Jeg synes, det var en utrolig smuk dag. Det var rart at se alle blomsterne og alle de mennesker, der var mødt op for at støtte mig og som min mor også betød noget for. Se andre mennesker, som også savnede min mor, forklarer Emilie.

Inden bisættelsen har Emilie skrevet et digt, som præsten skal læse op under ceremonien. Sammen med et brev i kisten, sangeren og blomsterne, er det hendes afsked med sin mor.

- Det var vigtigt for mig, at jeg fik skrevet et eller andet, som var min personlige afsked til min mor. Det var selvfølgelig enormt hårdt at få formuleret noget, som jeg følte, jeg kunne stå inde for og som også rummede nogle af alle aspekterne af savn og kærlighed, men det var vigtigt.

Mor er stadig med

Hun beskriver sin mor med et blik, der er langt væk og et smil, der lyser hendes ansigt op. Hænderne begynder at vifte rundt, mens hun fortæller om sin mors ansigtstræk, duft og hår.

Ved de store oplevelser og store følelser savner hun Vibeke. Da hun blev student. Fik sin første lejlighed. Mødte sin kæreste, Esben.

- Det er hårdt, at jeg kun kender hende som ’mor’. Hun har aldrig været i mit voksne liv. Men jeg føler, at jeg kan høre hendes stemme og jeg ved godt, hvad hendes mening er. Jeg ved for eksempel, at hun ville synes, at min kæreste er fantastisk, siger Emilie med et smil.

Vibekes urne er sat ned i de ukendtes grav. Emilie synes, det er fint sådan og kommer ikke særlig tit på kirkegården.

- Jeg kan mindes min mor alle steder. Jeg har hende i mit hjerte.