Den argentinske tango er som medicin for SF’s Ida Auken. Den tvinger hende til at lade sig føre, og det er ikke noget, politikeren normalt bryder sig om
|
Født 22. april 1978 i Valby
Uddannet cand.theol. og datter af præst og politiker Margrete Auken.
Skoleophold i USA, frivilligt arbejde i Mellemamerika og studier i Berlin.
Medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti, hvor hun er miljøordfører.
Gift med Bent Meier Sørensen, der er lektor på CBS i ledelse, politik og filosofi.
|
I denne serie snager Søndagsavisen.dk i politikernes passioner.
Morten Messerschmidt: Mig og Pavarotti
Thulesen Dahl: Ville hæve topskatten for Everton-fans
Bertel Haarder: Jeg tilgiver aldrig Jelved
Vestager: Actionfilm er mit 'drug'
Simon Emil: En Toyota fik min verden til at bryde sammmen
Johanne Schmidt: Min helt hedder 'Klima-Per'
Hun elsker sine sko. Det er nemlig ikke et par almindelige sko af den slags, der bare skal holde fødderne varme og tørre i den danske vinterkulde. Tværtimod.
Det er argentinske tango-sko. Og de er af mærket ’Comme il faut’, som er så eksklusive, at de ikke engang må vises på nettet.
- Jeg er superglad for dem, for de er følelsen af at gå fra nybegynder til lidt øvet. Jeg skulle jo lige lære at danse lidt, før jeg fik de høje hæle. Man kan virkelig skade andre med dem, fortæller miljøordfører i SF, Ida Auken.
Men hun også kun danset tango i knap et år. I påsken sidste år var hun med sin mand i Berlin. Som rutineret tangodanser inviterede han hende med på tango-diskotek – eller ’milonga’, som det hedder på spansk.
- Det var første gang, jeg oplevede at blive ført, uden at det var til en firmafest, hvor man bare bliver slynget helt sanseløst rundt til ’I Will Survive’, griner den unge politiker.
- Nej, oplevelsen af at blive ført og bare skulle lytte efter - det var fantastisk. Fra det sekund tænkte jeg, at det er det her, jeg skal. Og så kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme i gang, fortæller hun.
|
Et tangokursus på Oure Idrætshøjskole og ugentlige lektioner i Christianshavns Beboerhus, har efterhånden gjort, at Ida Auken kender tangoens sande væsen.
Ægte argentinsk tango er nemlig langt fra den teatralske version, man kender fra standarddans og ser i ’Vild med Dans’.
- I virkeligheden er dansen meget rolig, og der sker umiddelbart ikke så meget. Men kigger man nærmere efter, sker der en hel masse, siger hun og forklarer:
- Manden siger ’nu flytter jeg dig’, og så siger kvinden ’nej, det gør du ikke’, og så gør han det alligevel. Det kan jeg godt lide….at man skal give efter, siger hun.
Det tog dog lidt tid at vende sig til at skulle give slip og lade sig føre. Det er nemlig ikke noget, Ida Auken normalt er så glad for.
- Mit job som politiker handler om at gå frem og være den, der fører. I tango er det det modsatte. Her skal jeg give mig og lade en anden føre. Det tror jeg er ret sundt for mig, siger hun.
Noget tyder på, at tangomedicinen virker. Politik træder hurtigt i baggrunden, i takt med, at partneren tager kontrollen.
- Jeg glemmer alt andet omkring mig og lukker mig inde i mig selv. Og lige pludselig kan mine ben alt muligt, jeg ikke troede, de kunne. Det er simpelthen så fedt at opleve, siger hun.
Derfor er tangoen også blevet en livsstil, ja nærmest en filosofi, som hun mener gør hende til en bedre politiker.
- Jeg finder roen i min egen kerne. Tango handler om at være sig selv, og finde ud af, at man også er den, man danser med, siger hun.
- Jeg forestiller mig faktisk, at jeg skal danse tango resten af mit liv. Og så vil jeg gerne være sådan en sej 60-årig kvinde, der bare ser fantastisk ud, når hun danser.