Simon Emil: En Toyota fik min verden til at bryde sammen

Simon sætter sig ind bag rattet på sin knaldrøde Volvo. Bakker behændigt ud af parkeringsbåsen, snurrer på rattet og sætter bilen i fremdrift. Pludselig får han øje på de skinnende dilpomatbiler, der holder parkeret ude foran Christiansborg i en lang række.

- Wauw, prøv lige at se der, udbryder han i en umiddelbar og drenget glæde, mens han sætter farten ned for at få det hele med.

- Det må være alle diplomaterne, der er ankommet til Per Stigs jubilæum. Hold op hvor er der mange, griner han begejstret.

Lærte mærkerne gennem sang

Drenget glæde er netop, hvad det er. Simon Emil Ammitzbøll er nemlig bidt af biler. Og har været det så længe, han kan huske.

- Min far slæbte mig med på biludstillinger siden jeg var fire, og det syntes jeg var helt fantastisk, ligesom andre børn syntes, at det var dejligt at komme i zoologisk have, fortæller han og husker, hvordan hans storebror nærmest sang passionen ind i ham.

- Da jeg var barn, lavede min storebror sådan en sang, hvor han sad med mig på skødet, mens han spillede klaver. Og så sang han spørgsmål om, hvilke af vores forældres venner, der havde hvilke biler. Og så svarede jeg. Det var jeg sgu skrap til, for det vidste jeg jo alt om.

Jeg har tilgivet Toyota

Den første bil købte han umiddelbart efter, han fik sit kørerkort som 18-årig. En gammel, rød Golf cabriolet, som desværre blev stjålet og fundet smadret noget tid efter. Livet med kærlighed til biler, har altså ikke været helt uden sorger. Særligt har en episode sat sine dybe spor.

- Indtil jeg var ti år, kørte min far firmabiler. Så han skiftede ret tit bil. Men da jeg var seks år, og jeg fik at vide, at nu skulle far altså have en Toyota, gik min verden under, siger han og forklarer:

- Jeg havde jo været vant til, at vi kun havde europæiske biler, så jeg skulle lige vænne mig til, at vi skulle ind på det japanske marked. Men da han så fik den, var det jo en stor og splinterny en. Så jeg har næsten tilgivet Toyota.

Personlighed frem for hestekræfter

Med tiden er Simon Emil da også blevet mere rummelig i sin smag for biler. Faktisk er det ikke så meget prisen, eller antallet af hestekræfter, der fascinerer ham.

Egentlig holder han mere af biler, der ikke umiddelbart gør meget væsen af sig, men ved nærmere bekendtskab har noget sjovt og unikt at byde på. Det samme gælder mennesker, mener han.

- Selv grimme biler kan bære på en historie, som er interessant. Vi skulle engang køre op til min mosters sommerhus i Nordjylland i min mors første Citroën 2CV, som virkelig var et lig. Min mor sad i gummistøvler og jeg skulle have benene oppe på sædet hele vejen, fordi der var vand i hele bunden. Alligevel synes jeg, at det er en fantastisk sjov lille bil.