Læs avisen online

Markedet bugner med billige biler

27.000 billige biler sættes nu til salg. Det slår bunden ud af bilmarkedet og presser priserne endnu længere ned.

  • 12. december 2008 10:10
  • vroom@sondagsavisen.dk


Markedet bugner med billige biler

Ny bil
Bilforhandlerne sælger ud af udgåede modeller for at få plads til den nye kollektion. Det giver kontante besparelser i forhold til normalprisen.
Toyota Avensis 2.0 D st.car - Udsalgspris: 356.368 kr. - Besparelse: 85.604 kr.

VW Passat 2.0 TDI Comfortline - Udsalgspris: 419.200 kr. - Besparelse: 47.496 kr.

Ford Mondeo Trend 2.0 TDC st.car - Udsalgspris: 372.127 kr. - Besparelse: 41.879 kr.

VW Touran 1.6 United - Udsalgspris: 348.994 kr. - Besparelse: 40.000 kr.

Seat Altea 1,6 Reference - Udsalgspris: 215.000 kr. - Besparelse: 35.000 kr.

Focus Trend 1.6TDCi st.car - Udsalgspris: 256.428 kr. - Besparelse: 33.074 kr.

Skoda Octavia 2.0 TDI Ambiente - Udsalgspris: 281.001 kr. - Besparelse: 24.499 kr.

Kilde: Bilmagasinet

Brugt bil Når så mange firmabiler bliver sat til salg i december, skyldes det, at sælger så kan investere i nye biler og nå at få fradraget for i år. Her er nogle eksempler på, hvad du kan spare lige nu:

Biler årg. 2005, som er faldet mest i pris: Toyota Avensis - Gennemsnitspris: 191.000 kr. - Prisfald siden januar: 38.000 kr.

Citroen C5 - Gennemsnitspris: 158.000 kr. - Prisfald siden januar: 31.000 kr.

VW Passat - Gennemsnitspris: 250.000 kr. - Prisfald siden januar: 30.000 kr.

Biler årg. 2006, som er faldet mest i pris: Ford Mondeo - Gennemsnitspris: 199.900 kr. - Prisfald siden januar: 18.100 kr.

Toyota Avensis - Gennemsnitspris: 249.900 - Prisfald siden januar: 10.100 kr.

Peugeot 407 1.8 - Gennemsnitspris: 184.900 kr. - Prisfald siden januar: 3.100 kr.

Kilde: Bilmagasinet, Bilbasen.dk og bilpriser.dk

Flere brugtbiler
Brugtbilsalget: Så mange brugte biler blev der solgt 2004: 47.795
2005: 53.224
2006: 58.119
2007: 61.696

Nybilsalget: Så mange nye biler blev der solgt 2004: 122.721
2005: 148.819
2006: 156.935
2007: 162.684


Markedet bugner med billige biler

Er du på udkig efter en firhjulet julegave, kan du gøre en god handel her i december. Markedet oversvømmes både af et rekordhøjt antal brugte biler og udgåede modeller af nye biler, og det sætter priserne under voldsomt pres.

Bilmarkedet sætter på alle måder rekord i december.

Rekordmange brugte firmabiler bliver sat til salg i disse dage - antallet er næsten fordoblet i forhold til årsskiftet 2007-08. Derudover er det samlede antal brugte biler, der er til salg lige nu, ligeledes rekordhøjt.

Samtidig er antallet af nye, men udgående 2008-modeller til salg dobbelt så stort som sidste år.

Oven i det enorme udbud af biler er branchen yderligere presset af finanskrisen, som har betydet et vigende salg i sidste halvår af 2008.

Derfor er priserne i frit fald, viser en gennemgang af bilmarkedet, som Søndagsavisen har foretaget.

Læs her, hvor meget du kan spare på henholdsvis nye og brugte biler.

Ny bil til foræringspris

Lagrene ryddes for gamle modeller. Lige nu sparer du op til 85.000 kr. Bilforhandlerne er brændt inde med et rekordstort antal gamle modeller. De kommer nu på udsalg til bundpris, så der kan blive plads til de nye 2009-modeller i branchens showrooms.

Sidste år var salget af nye biler rekordstort. Derfor var det kun cirka 5.000 nye biler, som blev sat på udsalg i december 2007.

I år har finanskrisen sat en effektiv bremse for salget af nye biler. Konsekvensen er, at antallet af gamle modeller er helt oppe på godt 10.000.

Vurderingen kommer fra direktør Preben Kjær fra Dansk Automobil Forhandlerforening, DAF. Det er godt nyt for familien Danmark, der på grund af den økonomiske krise holder hævekortet tæt til kroppen.

- Det er nu, køberne skal slå til, hvis de vil have noget for deres gamle bil. Der er forhandlere, som allerede nu siger nej til at lade en brugt bil indgå i en handel. Den tendens vil brede sig, siger Preben Kjær.

Vi har udvalgt tre supertilbud på 2008-modeller. Du kan spare op til 85.000 kroner, hvis du slår til nu.

Toyota Avensis station car

Toyota har en ny Avensis på trapperne, og der er virkelig penge at spare. En 2,0 D-4D stationcar med metallak, originalt Pioneer-navigationsanlæg og originale 16" alufælge med Bridgestone-vinterdæk inkl. montering kostede før 441.972 kroner.

I dag er prisen 356.358 kroner - det er en besparelse på mere end 85.000 kroner

Seat Altea

Seat har ekstraudstyr til lavpris - Altea XL koster fra 215.000 kroner for den veludstyrede Reference-model.

Du sparer 35.000 kroner. Den almindelige Altea sælges i udstyrsvarianten Rebel med 2-zone klima, 16" alufælge, fire elruder, elsidespejle m/varme, P-sensor og tonede ruder bag fra 243.980 kroner.

Ford Focus

Hos Ford er der tilbud på udvalgte modeller af Ka, Focus, Mondeo, S-MAX og Galaxy. Spar eksempelvis over 30.000 kroner på Focus og over 40.000 kroner på Mondeo, S-MAX og Galaxy.

Eksempel: Ford Ka Final Count Down, en begrænset serie af den gamle Ka. 140 enheder sælges med dørtrinsbeskyttere, Pioneer cd-afspiller m.m. Prisen er til forhandling.

Mitsubishi pickup

Mitsubishi sælger ud af pickuppen L200, der får en mindre ansigtsløftning efter nytår. En L200 2,5 DI-D med kort kabine fås fra 156.911 kroner ekskl. moms; med dobbeltkabine er prisen fra 184.499 kr.oner ekskl. moms.

Skoda Octavia skal også fornys i begyndelsen af 2009. De sidste af den gamle model skal afsted nu, så forhandlerne er til at tale med. For eksempel fås Octavia 2,0 TDI til samme pris som 1,9 TDI - få med andre ord 140 hk, men betal kun for 105 hk.

Opel Vectra udgår fra nytår og erstattes af Insignia, men forhandlerne vil kunne skaffe biler et stykke ind i 2009. De sidste biler sælges til ekstremt attraktive priser og rigt udstyret, for eksempel tilbydes trykfølsom Pioneer-skærm med navigation, dvd-, aux-, usb- og iPod-stik og 4 x 50 Watt forstærker til 9.990 kroner inkl. montering. Hertil kommer saftige kontantrabatter til den frække køber.

VW Passat

VW sælger Passat Comfortline 2,0 TDI med 170 hk med 7-trins DSG-gear (dobbeltkobling) uden merpris, normalprisen for geartypen er ca. 30.000 kroner.

VW Touran

VW Touran United er en kampagnemodel med 7 sæder, 2-zone klima, p-sensor, multilæderrat og 16" alufælge fra 348.994 kroner - besparelse ca. 40.000 kroner. Den gamle Golf V - som er en aldeles komplet bil - sælges med soltag og DK-pakke fra 299.900 kroner, så længe lager haves.

Brugt er billigt

Forhandlerne af nye biler sænker priserne, så brugtpriserne er i bund Brugtbilmarkedet bliver nu i endnu højere grad købers marked. For samtidig med at antallet af private brugtbiler til salg er øget, sætter danske virksomheder lige nu deres brugte firmabiler til salg. Det sender priserne i frit fald. Hele 17.200 brugte firmabiler er sat til salg i december. Tallet er rekordhøjt - det er godt 7.200 flere end ved årsskiftet 2007/08. Ifølge teknisk chef Jørgen Jørgensen fra FDM står brugtbilmarkedet næsten stille i øjeblikket.

- Når virksomhederne sender brugte firmabiler ud i bundter, øges presset voldsomt, og priserne falder yderligere, siger han.

- Hvis det er en nyere, brugt mellemklassebil, der står på ønskesedlen, er prisen ekstraordinært lav lige nu. Danskerne har fokus på små, økonomiske biler. Derfor er det blevet vanskeligere at sælge de større bilmodeller.

Antallet af brugte biler har ifølge bilbasen.dk, som sælger cirka 90 procent af alle brugtbiler, aldrig været større. Der er i alt 92.200 brugte biler til salg lige nu, godt 9.000 flere end i december sidste år. Derfor er priserne i bund.

- Især småbørnsfamilierne vil juble over, at der er mange mellemstore biler til salg. Der er plads til både barnevogn og weekendseng, siger adm. dir. Claus H. Andersen fra bilbasen.dk, som ikke vil komme med et bud på, hvor priserne ender.

- Prisindexet er dalet fra 100 i november til foreløbig 93,3 i december. Leasingfirmaet ALD Automotive er en af de virksomheder, der sender brugte firmabiler på markedet lige nu.

- Vi mærker krisen og de mange brugtbiler, som er til salg lige nu. Det er især mellemklassebiler, vi sætter til salg, og her er priserne lave, siger direktør Anders Andersson.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?