Selvom vi ikke har bjerge og snefaldet er yderst begrænset, kan det faktisk lade sig gøre at stå på alpinski i Danmark. Du skal bare indenfor.
IndoorSki er oprindelig amerikansk og har eksisteret i over 30 år.
Gennem de sidste 15-20 år har interessen for indendørs skiløb spredt sig til hele verden. I dag findes der indendørs skicentre i Holland, England, Belgien, Tyskland, Sydafrika og Hong Kong. Den anvendte skiløbsteknik er den samme, som anvendes ved skiløb i sne. Indendørs skiløb giver derfor en rigtig god teknisk og fysisk træning.
IndoorSki DK er Danmarks første indendørs skicenter og tilbyder undervisning i alpint skiløb og snowboard på alle niveauer af uddannede, danske instruktører.
Centret, der ligger på Egegårdsvej 76, 2610 Rødovre, har følgende åbningstider
tirsdag-fredag 16-20
lørdag 10-18
søndag 10-15
Der er dog kun åbent, hvis der er bookinger.
Mod på pisten?
Hvis du vil prøve evnerne af på de indendørs løjper, kan du ringe på tlf. 70 25 25 10 og bestille en tid.
Du kan også sende en mail på info@indoorski.dk
Ejeren af IndoorSki DK, Rolf Tybjerg-Pedersen, har modtaget prisen Årets Skiløber 2007 for sit arbejde med indendørs skiløb.
Vind gavekort til skikursus hos IndoorSki DK
Hvad har de stolte vinterdestinationer Val Thorens og Val d'Isere til fælles med Rødovre? Så godt som ingenting. Der er langt fra høj vintersol i alperne til gråt dansk efterårsvejr, og et besøg i IndoorSki kan selvfølgelig ikke erstatte årets skitur.
Men trænger du til at få finpudset svingene eller skal du på ski for første gang nogensinde, er lagerbygningen i Rødovre ved København et besøg værd.
Indehaver Rolf Tybjerg-Pedersen lægger da også vægt på, at skicentret er for alle.
- Det kræver ikke noget at komme her. Det er alle slags folk, der besøger os. Fra dem, der aldrig har haft ski på til skiinstruktører, der bare vil pudse formen af, siger idémanden bag IndoorSki.
Og efter tre kvarter på ski, må søndagsavisen.dk's udsendte - der nok må betegnes som en avanceret nybegynder - vende tommelfingeren op.
Det hvide kunstgræs - der her gør det ud for pisten - er nemlig en udmærket måde at starte skisæsonen på. Så snart 'pisten' ruller falder svingene naturligt og som en bonus skal du ikke kæmpe dig 10-20 meter op ad pisten efter skiene, når balancen svigter.
- Rent teknisk er der ingen forskel på at stå på vores rullemåtte og en løjpe i Frankrig: Du bevæger skiene på samme måde, men du kører jo ikke ned af bakken, og det skal man lige vænne sig til. Det betyder også, at man skal køre skiene lidt mere rent og være lidt mere aktiv i sit løb. Du kan ikke tillade dig at være lidt sløset. Så bliver du straffet.
Efter skituren er der naturligvis mulighed for jägerthe og afterski i baren.
|