Læs avisen online

Tank op til studiet

Universiteter sender studietrætte studerende på højskole for at forhindre, at de dropper ud



Tank op til studiet

Et pitstop på en højskole for at tanke ny studieenergi er det seneste initiativ til at fastholde studerende på Det Humanistiske Fakultet på Aarhus Universitet. I 2007 droppede cirka 25 procent af de studerende på fakultetet ud af studiet.

Tilbuddet om et højskoleophold er til nedsat pris og kræver, at studielederen anbefaler opholdet som en måde at komme videre i studiet på.

- Det fælles mål med pitstop er, at den studerende kommer helskindet over målstregen og står med en færdig uddannelse i hånden, som han/hun kan og vil bruge i sin karriere fremover, siger Bodil Due, dekan på Det Humanistiske Fakultet på Aarhus Universitet.

Testrup Højskole er en af de tre højskoler i Århus-området, der deltager i pitstop-ordningen.

- Frustrationer i forbindelse med et universitetsstudium har i langt de fleste tilfælde intet at gøre med den enkeltes evner og forudsætninger. Et højskoleophold kan være en hjælp til at komme videre. Ikke som en udvej, men som en genvej til at finde tilbage til læselysten, siger forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen, der mener, at det eksamensfrie miljø er til stor gavn for de studerende.

Højskole uden tvang

- Netop fordi højskolen er et tvangfrit læringsmiljø, kan de studerende uden pres besinde sig på, hvad det er, de gerne vil - i stedet for hele tiden at være blokeret af alt det, de skal, siger Jørgen Carlsen.

Pitstop er en relancering af en tilsvarende ordning, som har kørt i fire år og indtil videre er blevet benyttet af 16 studerende fra fakultetet.

Siden relanceringen i august i år har 5 studerende ved Det humanistiske Fakultet på Aarhus Universitet tilmeldt sig. Roskilde Universitetscenter (RUC) har et tilsvarende samarbejde med Grundtvigs Højskole.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?