Klovnen er nederst i hierarkiet

Se billedserie af klovnens hverdag på hospitalet her

- Ludo er totalt positiv. Hun den allernederste i hierarkiet, og hun prøver hele tiden at gøre barnet til den højeste. I hospitals-situationen er der hele tiden andre, der bestemmer over barnet – men barnet bestemmer over mig, fortæller Mette Brich.

Søndagsavisen.dk er med Ludo på arbejde på børneafdelingen på Roskilde Sygehus.

I et undersøgelseslokale sidder Liva på fire på skødet af sin mor. Liva skal undersøges for penicillin allergi; hun skal have næsten alt tøjet af, og hun er ikke vild med situationen.

Ind kommer Ludo med sin lille røde taske, sin røde næse, som siger båååååååååååååååt, hvis man trykker på den, og lommerne fyldt med balloner, som kan pustes op og foldes sammen til sommerfugle, kaniner, hunde og magiske sværd, som man kan bruge til at tæve sin sygdom med.

Ludo er syv år, og hendes mor er en skrap dame (med hår på tænderne), som hver nat maser hendes ansigt helt sammen. Derfor rynkerne.

Ludos mor mener nemlig, at ligesom et ansigt uden fregner er som en himmel uden stjerner, så er et ansigt uden rynker også helt lige så unaturligt som en planet uden bjerge.

Liva på fire skal spise penicillin, som skal sprøjtes ind i hendes lille mund. Godt nok smager stadset af jordbær, men Liva synes ikke situationen er spor rar. Før Ludo også napper en sprøjte..

Ludo kan slås hjem med en 6'er...

Liva spørger dog ikke Ludo om hendes rynker. Men hun gider godt puste på en lille æske fra Ludos røde kuffert, så der pludselig er en lillebitte kanin i æsken. Og puste igen, så kaninen forsvinder. Og puste igen, så kaninen er der igen. Og puste igen…

Det gode ved Ludo er nemlig, at hun bliver aldrig træt af at gøre det samme 100 gange. Mens den bekymrede mor, hvis fokus er et andet sted, godt kan blive træt.

Ludo har nemlig SÅ meget tid. Og det kan man i øvrigt se på hendes MEGET STORE armbåndsur. Folk med små ure har nemlig næsten ingen tid.

Den grønne ballon-hund, som Ludo blæser op og folder sammen til Liva, gider den lille pige ikke have.

Men da hun får en hvid ballon-flyvemaskine udstyret med et laaangt ballon-håndtag, som man kan hamre maskinen rundt i Ludos sæblebobler med, er hun helt glad.

Og da Ludo også napper en sprøjte penicillin med jordbærsmag, skudt direkte ind i munden, glider Livas også ned uden problemer.

Uuuuuhm, penicillin med jordbærsmag.....

Når Ludos arbejde lykkes

Hospitalslivet er ofte et treparts-drama, set fra hospitalsklovnens synsvinkel under den sjove hat.

Der er det syge barn, personalet (som skal gøre noget, der måske gør ondt) og de bekymrede forældre.

- Det bedste er, når et barn overvinder sin angst. Ludo kan ikke selv noget som helst, men med hjælp fra børnene så kan hun. Så bliver børnene de store, og det er det, de skal være, fortæller Mette.

En af hendes mange succeshistorier er den, hvor sygeplejersken bad Ludo om at gå med ind til Mia på fire, der skulle have taget temperatur i øret og målt blodtryk hver time.

Ingen af delene gjorde ondt, men Mia hadede det så meget, at hun hver gang personalet skulle gøre det, hev dynen helt op over hovedet – og de måtte være fire om at holde hende.

Da Ludo kom ind til Mia, lavede de sjov og ballade og sæbebobler og ballondyr i ti minutter. Men da personalet kom ind, gik den lille pige i sort, og klovnen fik ingen opmærksomhed overhovedet - Ludo var bare SÅ bange. Hun var helt oppe på en stol, hvor hun stod og skreg, fortæller Mette.

Og så ud af øjenkrogen kunne Ludo se, at Mia igen begyndte at interessere sig for hende, og på et tidspunkt siger Mia: Ved du hvad, Ludo, det er ikke så slemt.

-Det er en pige, som får lov at gennemleve sin egen angst. Det er topmålet af, hvad Ludo kan gøre. Mit vigtigste værktøj er at spejle, siger Mette glad. Eller er det Ludo, der taler.

Ludo pakker sin lille, røde kuffert og tager på arbejde tre gange om ugen.

En dag på Rigshospitalet, en dag på Gentofte og en dag på Roskilde Sygehus, hvor Søndagsavisen.dk er.

- Jeg kunne måske godt klare en dag mere, men så er det også nok. Når mine arbejdstimer er overstået, er jeg flad som en fregne på den gode måde. Klovnen er ligesom et stort barometer, som altid skal tage alt det dårlige på sig. Og det tærer, forklarer Mette.

I arbejdet oplever Ludo også mange, lange hospitalsforløb, som tærer ikke bare på den lille patient, men på hele familien.

- I sådan nogle situationer er det ikke kun det syge barn, der har brug for Ludo. Jeg har oplevet søskende, som siger: Bare det var mig, der var syg. Så er min opgave at give den eller de søskende en optur.

- Jeg er taknemmelig for at få lov at komme ind i deres liv, og det skal de vide. Børnene skal føle, at de giver mig noget og ikke omvendt. Derfor siger jeg også tak for besøget, når jeg går, selv om det er mig, der har besøgt dem. Så kommer det ind i mit hjerte på den rette plads, siger Mette.