Jesper Christensen har to principper, han såvidt muligt forsøger at efterleve. Og de har formentlig gjort ham til en af Danmarks ypperste og mest eftertragtede skuespillere.
Det ene lyder: 'Hvis jeg er bange for det, så skal jeg gøre det'.
- Jeg vil ikke hænge fast i den samme rolle, for så bliver jeg meget hurtig aflæselig, og så siger folk: 'Ham bruger vi bare sådan og sådan'. Det syndrom kan jeg udfordre ved at gøre ting, jeg er vældig bange for, at jeg ikke kan, siger han.
SE VIDEO: JEG ER BANGE FOR AT SPILLE PÅ ENGELSK
Den selvlærte skuespiller er dog ikke bange for at sige 'nej', når adskillige instruktører ringer og forsøger at overtale ham til at drysse sit stjernestøv over netop deres projekter - om det så er reklamer, tv-serier eller spillefilm.
Og her bliver hans andet princip afgørende: 'Hvis jeg kan lade være, skal jeg lade være'
- Hvis man har penge, så er man ikke nødt til det. Når man laver film, er man meget tæt på hinanden. Du byder ind med en masse private ting, så det går ikke uden fortrolighed og glæde ved at være sammen. Det afgør, om jeg siger ja eller nej. Det er lidt som et kæresteforhold, bare uden sex, griner han og understreger, at princippet kun kan håndhæves, fordi han har råd til det.
Spørger man hans venner, er det netop de to principper, der gør, at den 60-årige skuespiller med høgenæsen og de stålgrå øjne, bliver ved med at begejstre. Hovedpersonen selv, er mere optaget af de øjeblikke, som skuespillet giver ham.
- Når jeg er til stede i øjeblikket, og jeg føler, at jeg kan gøre, hvad fanden jeg vil med figuren. Når folk accepterer, at det er sådan, rollen er, selv om nogen siger: 'Det står jo ingen steder', og jeg så kan sige 'Jamen du så det jo lige selv' - det giver en eller anden frihed, hvor man nærmest kan flyve, siger han.
|
Foto: Carsten Lundager |
Katrine Jensenius, skuespiller (Nana's mor)
Han er vanvittig sjov at være sammen med. Han er hurtig i replikken og en meget klog fyr. Han tager sig selv meget alvorligt, men han er bestemt ikke selvhøjtidelig – det er nemlig ikke det samme. Han er fuld af selvironi, og så har han et enormt skarpt blik for realiteter.
Det særlige ved Jesper er hans nærvær og fokus i rollerne. Han er virkelig tilstede, og så kan han finde ud af samarbejde og samle folk omkring sig, selvom han nok ville synes, at det lyder lidt for højtideligt.
Jannie Faurschou, skuespiller
Han er totalt ubestikkelig og ærlig. Han kan finde på at gå helt uden varsel, og så er der ikke ti vilde heste, der kan holde ham. Man kan roligt sige, at han er herre i eget hus.
Hvis man har lavet en aftale med ham, kan han finde på at ringe i sidste øjeblik og sige ’jeg er ikke lige til det i dag’. Der er vi andre flinke og tænker ’nu må vi holde, hvad vi har aftalt’, men sådan er han overhovedet ikke. Det beundrer jeg ham virkelig for, for det er jo sådan vi alle sammen har lyst til at være, vi tør bare ikke.
Jørn Faurschou, instruktør
Hvis en skuespiller ser sig selv udefra, så ryger magien. Jesper ved, at man skal ikke spille på film, man skal være. Han forstår i den grad at skabe stærke øjeblikke på film. Når han siger replikker, så skaber han billeder i hovedet på publikum. Det er det springende punkt for en skuespiller, og det kan Jesper.
Men hvis der er noget, han ikke kan holde ud, så er det, hvis man ikke roser ham. Så bliver han mopset. Og så kommer han hen og siger ’du må altså godt lige sige, hvis det er godt’.
Læs hele det store portræt af Jesper Christensen i Søndagsavisen denne weekend