Læs avisen online

Tackl en irritererende kollega

Aflæs dine kolleger, drop konfliktskyheden og stop konflikterne

  • 13. oktober 2008 12:24
  • jobliv@sondagsavisen.dk
Illustrationer: Hanne Louise Nielsen
Illustrationer: Hanne Louise Nielsen


Tackl en irritererende kollega

Handleren
Kendetegn: Buldrer derudad
Råber op, siger deres mening og tager initiativet. De er supergode, når der skal træffes beslutninger.
Er typisk ledere og kan være tromlende, hensynsløse og aggressive. Konflikter bider ikke på dem.

Sådan tackler du Handleren:
Forklar ham, hvordan du har det med hans opførsel. Bliv på din banehalvdel og sig 'jeg'.
Giv ikke efter for dem, det virker som benzin på bålet.
De bliver ofte meget chokerede over, hvordan de virker på andre.

Føleren

Kendetegn: Det sociale kit
Hader konflikter og bliver meget påvirket af stemninger. De får det hele til at glide.
De er gode til samarbejde. Men de kan lide af hensynsbetændelse. Det er svært at se, de er utilfredse, før de brænder helt sammen. Sådan tackler du Føleren:
Lyt til Føleren. Vær venlig, men bestemt, hvis der skal nås nogle mål, som Føleren har mange undskyldninger for ikke at kunne nå.
Undgå smiger og manipulation.

Tænkeren

Kendetegn: Går op i faglighed
Her får du præcis information. Kan virke kolde, arrogante og lidt selvfede.
Kan fremture som bedrevidende, belærende og fortælle, hvad der er rigtigt og forkert.
De er gode til stikpiller og undgår ofte konflikter, da de ikke gider spilde tiden.

Sådan tackler du Tænkeren:
Hvis du er utilfreds med noget, så hav konkrete eksempler klar, der underbygger dine argumenter, og sig, at du har dine egne værdier.


Sådan tackler du en irriterende kollega

Konflikter på jobbet giver stress og kan føre til mobning. Åbne kontorer, hvor vi kan høre og se, hver gang en kollega gnasker på en gulerod, snakker højt og privat i telefonen kan drive de fleste til vanvid. Det vrimler med kolleger, hvis opførsel irriterer og i værste fald kan give stress.

Små irritationer ender ofte i ubehagelige konflikter, fordi vi ikke siger fra i tide. Det fører ofte til klikedannelser, bagtalelse og i værste fald mobning, oplever erhvervspsykolog Annie Egede.

- Vi synes, det er ubehageligt at sige det. Vi nikker og siger ‘ja, ja’. Små problemer bliver til større konflikter. Men vi skal kunne rumme uenighed, og at alle ikke synes det samme, siger hun.

Moderne arbejdsformer er som skabt til konflikter.

- Et stigende antal konflikter på jobbet skyldes, at vi skal arbejde mere og mere sammen. Vi skal vise vores person og være tæt på hinanden. Flere og flere konflikter handler om personfnidder, siger Henrik Leslye, erhvervspsykolog i Sebgruppen og medskaber af et nyt spil om konfliktløsning 'Konfliktløs'.

Er han dum eller hvad?

Jobbet er for mange blevet et socialt sted, og vi forventer at være venner med vores kolleger. Det kan være noget så banalt, som en kollega, der ikke rydder op ved kaffemaskinen. Der kan sidde et helt kontor og være trætte af det, selv om det er ganske ufarligt at sige: kan du ikke lige tage en klud?

- Ligger den længe nok, bliver det til: ‘er han dum eller hvad?’ Pludselig handler kaffegrums om ens personlighed, og til sidst kan man ikke samarbejde, siger Henrik Leslye. Personkonflikter opstår ofte, fordi forskellige personlighedstyper støder sammen.

Ifølge ham er der tre typer: Handleren - viljekraftig og ikke bange for at råbe op, Føleren - får ondt i maven af konflikter og er meget social, og så Tænkeren - saglig, systematisk og kan gå i sine egne tanker.

- Når de tre typer skal arbejde sammen kan det slå gnister.

Føleren synes, det er forfærdeligt med en chef, der kommer rendende med opgaver og smider dem på bordet uden at sige noget, men hvis han er en Handler, vil han bare ikke spilde personens tid.

- Det giver grobund for en frygtelig masse misforståelser, så myter og forestillinger får frit løb. Og ingen gør det af ond vilje, siger han.

Det er næsten mobning

Sig fra, det er det eneste, der hjælper. Også for kollegernes skyld.

- Vi er født i et samfund af konfliktsky mennesker, og vi vil helst ikke blande os. Det er næsten mobning at lade en kollega fortsætte med at gøre noget, som alle andre på kontoret ikke synes er i orden. Det kan gå helt galt, og kollegaen ryger ud, uden at ane hvorfor. Det er ikke kun den, der har adfærden, der bærer ansvaret, for personen er meget tit ikke klar over det, siger Henrik Leslye.

Behandl ikke alle ens. Langt de fleste har træk, der overvejende ligger til en af typerne, selv om man selvfølgelig også rummer træk fra de andre personlighedstyper.

Find ud af, hvor du selv og dine kolleger hører til, og opfør dig forskelligt over for dem, så du hjælper dem - og dig - med at ændre deres vanskelige adfærd.

C. Lundager

Værste kollega

Rasmus Trads ligger vel stadig i alle tiders top fem over halvsløje kolleger, da han med let hånd skrev under som Andre Lublin.
Mail andre gode bud til:jobliv@sondagsavisen.dk




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?