Slut med svensk rabat
Den svenske krone er steget med 20 procent det seneste år. Så nu er det farvel til helårsudsalg hinsidan
5. marts 2010 08:51
Af STEEN VALGREEN-VOIGT, svv@sondagsavisen.dk
Så er det ved at være slut med det permanente udsalg på den anden side af Øresund.
På blot et år er den svenske krone steget med hele 20 procent og nærmer sig dermed hastigt den kurs, der var, inden verden gik af lave med finanskrise og global økonomisk nedtur.
Det er ikke mere end et år siden, at du kunne slippe med at betale omkring 64 danske kroner, hvis der stod 100 svenske på prisskiltet. I dag må du af med 77 danske.
Mere for fladskærmen
Søndagsavisen har set på, hvad det betyder for nogle konkrete, populære varer.
Køber du f.eks. et Samsung 40 tommer LED TV til 13.748 svenske kroner, må du i dag af med 10.545 danske kroner, hvor du for blot et år siden kunne slippe med 8.757 danske kroner. En forskel på 1.788 kroner.
Tilsvarende skal du i dag betale 1.298 kroner mere for en Miele vaskemaskine til 9.990 svenske kroner end for et år siden - alene på grund af, at den svenske krone er blevet mere værd.
Bliver værre
Og der er ikke noget, der tyder på, at det vil vende igen. Tværtimod.
- Vi forventer, at den svenske krone vil fortsætte med at stige til omkring kurs 78, hvis vi ser et halvt år frem i tiden, siger Morten Lykke Pedersen, valutaanalytiker i Jyske Bank.
Det ændrede forhold mellem den danske og den svenske krone kan da også allerede mærkes på den anden side af Øresund.
- Der er betydeligt færre danskere i butikken i dag, når man sammenligner med situationen for et halvt år siden, siger Anders Eknert, butikschef i Hi-Fi butikken i Mobilia Malmø til Sydsvenska Dagbladet.
Glæde i Helsingør
Den skånske avis har lavet et pristjek, der viser, at der faktisk i dag er flere varer, der i dag er billigere at købe i Danmark end i Sverige.
Det gælder f.eks. Ikea-sofaen Ektorp, der for et år siden var 1.000 kroner billigere i Sverige. I dag er den 400 kroner billigere i Danmark.
En af dem, der glæder sig over udviklingen, er John Brødbæk, formand for Helsingør Cityforening.
- Det har selvfølgelig stor betydning for forretningslivet i Helsingør, hvis færre danskere tager til Sverige for at handle. Og hvis så svenskerne igen begynder at tage den anden vej, så er det bestemt positivt, siger John Brødbæk.
Den svensk krone er stadig billig.
5. marts 2010 09:33
Dette er ikke helt korrekt, for kurser er ikke oppe i 0,81, som den var i "gamle dage".
Da kursen var i 0,81, var det stadigt billigt at handle i Sverige, og da der kun er 12% moms på fødevarer, så er det en god forretning at handle i Sverige.
Så du kan nemt spare mange penge ved at handle i Sverige og husk at det kun koster 99 kr. per. vej over Øresundsbroen i weekenden.
God fornøjelse.
Borgeren
5. marts 2010 09:34
Vi elsker Malmø og Skåne alligevel og skal nok komme og besøge jer. :o)